Vikingetidens Mule

Thorger Tokes søn rejste denne sten efter sin broder Mule, en meget god thegn.

Thorger Tokes søn rejste denne sten efter sin broder Mule, en meget god thegn.

 Asferg-stenen blev fundet 1795, da man sløjfede en høj på Ejstrup mølles mark. En tid kom den til at ligge som brolægning uden for møllerens gangdør, og i 1810 blev den købt af Oldsagskommissionen. I 1825 kom den til København og blev opstillet i Rundetårn, og først i 1867 fik den plads i Prinsens Palais.

Stenen stammer fra årtierne omkring år 1000 og er rejst af Thorger Tokes søn efter hans bror Mule. Mule er ikke et navn vi kender fra andet end Anders And-bladene i dag, men i vikingetiden og middelalderen var det almindeligt. Navnet kendes også fra Åsum-stenen i Skåne, som er rejst af Ærkebiskop Absalon og Esben Mule. Hvorvidt Thorger er søn af den Toke, som har rejst Glenstrup-stenen (se denne), kan vi ikke vide, men de to fundsteder, Glenstrup og Asferg, ligger besnærende tæt på hinanden, så der måske kan være tale om personer i samme slægt.

Udtrykket ”en meget god thegn” er ikke noget, vi ser i det danske sprog i dag. En ’thegn’ er sandsynligvis en betegnelse for en større jordbesidder i datidens Danmark, så her er tale om velbårne mænd fra de øverste samfundslag.

1 Kommentar til “Vikingetidens Mule ”


  1. 1 Arne Poulsen 11. september 2010 kl. 16:34

    Goddag,
    Jeg vil gerne spørge om tilladelse til at benytte jeres gode billede af Asferg Stenen på Asfergs fælles hjemmeside asfergnet.dk og i en ansøgning til Region Midtjylland om at deltage i konkurrencen om “Årets Landsby” 2011.

    Vi arbejder på frivillig basis med at udvikle og profilere landsbyen Asferg mellem Randers og Hobro.

    Det vil glæde os at få Deres accept.

    Med venlig hilsen
    Arne Poulsen
    På vegne af Asferg Gruppen “Synlighed – Information og Koordination”

    Spættevej 5, Asferg
    8990 Fårup Tlf. 86 44 34 75

Efterlad en kommentar