Vestjyske runesten

Opstilling af udstyret til fotografering af Ådum-stenen

I aftes nåede runestensroadshowet helt derud, hvor runestenene næsten står med tæerne i Vesterhavet. Opgaven var at fotografere Ådum- og Hanning-stenene, som er nogle af de vestligst beliggende runesten i Danmark. Det er altid spændende at komme ud til runesten, man aldrig har set før; hvordan ser de ud “live” og hvordan står de egentlig og har det derude?

Ådum-stenen er hugget i en grovkornet granit. Den var kendt allerede i 1600-tallet, hvor den stod ved indgangen til kirkegården i Ådum. Senere blev den placeret i kirkegårdsdiget mod øst, og nu har den fået plads på plænen ved våbenhuset syd for kirken. De mange år udendørs har været hårde ved runestenen. Runebåndet til højre er meget slidt, og ornamentikken øverst på stenen er også medtaget. Det bliver spændende at følge, hvor længe Ådum-stenen fortsat kan blive stående udendørs – det er jo unægteligt den kønneste og mest naturlige placering af runesten.

Ådum-stenen i tusmørke i marts 2012.

Senere på aftenen var vi i Hanning, som ligger lidt nord for Ådum. Her sidder der et fragment af en runesten, tilhugget som en kvader, ca. 4 meter oppe på kirkeskibet over en gammel tilmuret dør. Man kan sige, at disse to vestjyske runesten er en slags søskende. Der er ikke andre runesten end dem i miles omkreds, og udformningen af runerne minder meget om hinanden. Måske har der været en lokal tradition for udformningen af runesten i det vestjyske, som i dag kun er repræsenteret af to sten.

4 Kommentarer til “Vestjyske runesten ”


  1. 1 Christian Hede 7. marts 2012 kl. 20:44

    Hvordan ser det egentlig ud med Runesten i det engelske område, er der også sten der? og hvordan med øvrig udbredelse af sten generelt?

  2. 2 Lisbeth Imer 8. marts 2012 kl. 12:45

    Jo, i det engelske område rejste man også runesten i vikingetiden. Allerede før vikingernes indtog i landet rejste man runesten, og da vikingerne kom derover begyndte de OGSÅ at rejse runesten. Så der er både angelsaksiske og nordiske runesten blandt hinanden derovre.
    Den øvrige udbredelse af runesten er lidt vanskeligere at svare på uden at kunne vise det på et kort, som jeg ikke lige har ved hånden her… Det kan måske blive et blog-indlæg en anden gang! 🙂

  3. 3 Jan Eskildsen 26. august 2012 kl. 18:09

    Så er det med andre ord rigtigt, hvad jeg har læst et sted, at en del runesten på Bornholm og andre steder, er engelsk inspirerede? Hvad er det, man skal se efter?
    😉

  4. 4 Lisbeth Imer 22. november 2012 kl. 09:20

    Hej Jan, jeg er ikke sikker på, at de bornholmske runesten er engelsk inspirerede i deres udseende. Grunden til at de ser anderledes ud end de øvrige danske runesten er nok nærmere, at de er noget yngre end flertallet. /Lisbeth

Efterlad en kommentar