Skuffefund

Den ene side af blyamuletten fra Lejre-egnen. Foto: Tommy Olesen.

Den ene side af blyamuletten fra Lejre-egnen. Foto: Tommy Olesen.

Fredag d. 31. januar inviterede vi til Danefædag på Nationalmuseet. Vi havde omkring 160 detektorfolk som gæster til udstillingsåbning af Danefæudstillingen 2014, faglige foredrag samt debat og orientering om danefæbehandlingen.I den forbindelse holdt jeg et lille indlæg om middelalderens blyamuletter, som i disse år bliver fundet i stort antal ved hjælp af metaldetektor. De ser temmelig kedelige ud, når de kommer op af jorden; brune eller grå små sammenfoldede pakker eller klumper, som ikke er meget større end et stykke tyggegummi. Men efter en tur i kyndige konservatorers hænder lader de sig i heldige tilfælde udfolde som spændende historier, som kan have rødder helt tilbage i Antikkens verden. Et af de seneste og mest indholdsrige fund er amuletten fra Bregninge på Ærø, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Sådanne små kedelige blyklumper tiltrækker sig ikke megen opmærksomhed, når de ligger derude på marken – især ikke hvis der ikke er skrift på ydersiden. I rigtig mange tilfælde er blyet slidt helt blankt, så man kan ikke se, at der er tale om en amulet med tekst. Sådan var det f.eks. med Paul Uniackes fund fra Rynkeby på Fyn sidste år, men han samlede heldigvis fundet op alligevel!

Efter mit indlæg på Danefædagen snakkede jeg med flere detektorfolk, som lovede at holde øjne og ører åbne for middelalderens blyamuletter, og allerede næste eftermiddag var der bid. Tommy Olesen, en erfaren detektormand på Lejre-egnen, havde arvet en kasse med fund (ikke danefæ) efter en nu afdød detektormand, og for en god ordens skyld gik han fundene igennem for at tjekke, om der skulle ligge en blyamulet. Og det gjorde der. Siden amuletten blev fundet for vel en generations tid siden, havde man ikke regnet den for værende særlig gammel, og på et tidspunkt har nogen åbnet den – uvidende om, at der er tale om et stykke danefæ.

Amuletten blev straks bragt til Roskilde Museum, hvor den nu afventer at blive bragt til Nationalmuseet til danefævurdering. Ud fra de gode fotos, jeg har fået tilsendt, ser det ud til, at indskriften er skrevet med minuskelskrift (små latinske bogstaver), men ellers kender vi ikke til indholdet endnu. Behøver jeg skrive, at jeg glæder mig?

1 Kommentar til “Skuffefund ”


  1. 1 Håkan 17. februar 2014 kl. 18:51

    Bra jobbat Tommy! Vi ser fram mot en tydning!

Efterlad en kommentar