Sjælden mønt fra Randerskanten

 

Fund af karolingiske mønter i Danmark er forholdsvis sjældne – der kendes cirka 70. Og blandt disse er mønter fra Karl den Stores regeringstid ikke talrige. Dette gælder især i Jylland. Når mønten så oven i købet er fra et meget sjældent møntsted, så er det nærmest som at få jackpot, og det sker som bekendt ikke særligt tit.

Det var ikke desto mindre, hvad det skete for Ove Madsen, da han sidste år gik med detektor på Stavnsager ved Randers. Her har Ove gennem de sidste 15 år fundet fine jernalder- og vikingegenstande, som sammen med Museum Østjyllands undersøgelser på stedet tegner et billede af en rig og betydningsfuld stormandsgård. Så det var i og for sig oplagt, at det netop var her, den sjældne karolingermønt dukkede op. Den er som sagt præget under Karl den Store (768-814), nærmere bestemt i tidsrummet fra møntreformen 793/794 og frem til indførelsen af en ny mønttype med portræt i 813. Den viser på forsiden et kors og på bagsiden Karls navn i monogram. Rundt om monogrammet står CALA MONAS, hvilket angiver stedet, hvor mønten er præget: Klostret Chelles, en god halv snes km øst for Paris. At kirker og klostre havde møntret var ikke nogen sjældenhed, men med Karls reform i 793/794 blev antallet kraftigt reduceret. Imidlertid var Chelles-klostret åbenbart betydningsfuldt nok til at bevare sin møntret. Mønter herfra er dog sjældne – jeg har kun fundet oplysninger om to andre af den pågældende type: et eksemplar fundet i 1845/46 på vikingtidshandelspladsen Dorestad i Holland (mønten er i dag på museet i Berlin), og et andet eksemplar i privat eje. Så det er lidt af en sjældenhed, Ove har fundet!

Hvorledes er mønten så kommet til Danmark? Man forestiller sig instinktivt, at vikingerne kunne have hjembragt den under deres røvertogter i Frankerriget. Men det er nok ikke tilfældet, da vikingeangrebene først tog til efter 840, og da havde mønten allerede været ude af omløb i et kvart århundrede. Fund af karolingermønter på landingspladsen Havsmarken på Ærø tyder nærmere på, at mønterne er kommet via handel. Som en sjælden, eksotisk genstand gik der mode og prestige i at eje en, og vi finder da netop en del eksemplarer omdannet til hængesmykker på stormandspladser. Så det er nærmest som datidens Gucci-taske eller RayBan-solbriller, vi skal se stykket fra Stavnsager.

Stort tillykke til Ove med det fine fund!

                                                                                                   Skrevet af Jens Christian Moesgaard

1 Kommentar til “Sjælden mønt fra Randerskanten ”


  1. 1 Ulla von Wowern 26. februar 2013 kl. 10:00

    Hej Gitte

    Är det möjligt att få ett exemplar av din bok “Möntbrud” skickad till Lunds Universitets Historiska Museum, Myntkabinettet?

    Jag såg att den kommit ut för ett par år sedan och det skulle vara trevligt att läsa den.

    Bästa hälsningar
    Ulla

Efterlad en kommentar