Runestensroadshowet skudt i gang – igen

faaborg

I dag har vi endelig skudt runestensprojektet i gang igen. I løbet af foråret skal vi besøge Bornholm samt de gammeldanske områder Slesvig og Skånelandene for at fotografere runestenene der. I dag har vi startet lidt blødt ud med at besøge en gammel ven i Faaborg; runestenen som blev opdaget i Faaborg Havns kystsikring i 2006. Runestenen, som formentlig hører til de ældste danske runesten (dem er der mange af på Fyn), bærer kun et enkelt ord, mandsnavnet ’Aslak’.  Disse korte indskrifter kender vi fra mange af de andre tidlige runesten, f.eks. Øster Løgum, som vi har besøgt ved Hærvejen, Flemløse-stenen, som i dag står i Jægerspris slotspark, og Starup-stenen som i dag står på Starup kirkegård.

I morgen ganske tidligt indtager vi Hedeby og fotograferer de fire Hedeby-sten, som er på museum her. Senere på dagen drager vi videre til Lolland og kigger på stenene foran museet i Maribo, og så går turen hjemad for at planlægge næste tur til Bornholm, som begynder 17. marts, hvis vejrguderne tillader det.

0 Kommentarer til “Runestensroadshowet skudt i gang – igen ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar