Runesten i Ribe

Runologen har været i Ribe i denne uge for at undersøge et fragment af en runesten, som blev fundet i et fundament til et hus fra 1850. Læs mere om udgravningen her på Sydvestjyske Museers blog om udgravningen på Lindegården: http://lindegaarden.wordpress.com/. Det er i sig selv en fantastisk nyhed, at der er fundet en runesten i Ribe for første gang nogensinde. Den geografisk mest nærliggende runesten i Ribe-området er Malt-stenen (dateret til 800-tallet), som nu står på Sønderskov Museum.

Fragmentet er ca. 80 cm højt og er rigt dekoreret med et dyr, der er udformet i en af de senvikingetidige stilarter. Hvilken stilart, der præcis er tale om, må en stilhistoriker afgøre. Dyret er formet som en slange eller en drage, og dyrets krop udgør runebåndet, der går fra dyrets nakke og slynger sig over på den anden side af stenen.

Der er desværre ikke mange runer bevaret. Indskriften ser ud til at starte på side A ved dyrets nakke, og her har vi formentlig starten på et navn, der begynder med runerne ku. Der er flere muligheder for, hvordan personnavnet kan have set ud, da k-runen kan stå for både /k/ og /g/, og u-runen kan stå for både /u/, /o/ og /v/. Det vil sige ”Ku…/Gu…”, ”Ko…/Go…” eller ”Kv…”.

Den næste læsbare runesekvens er fultrua på side B. Her har runeristeren har brugt en af ornamentlinjerne som hovedstav i t-runen. Det er et ret sjældent fænomen, men ses på nogle af de uppsvenske runesten, f.eks. hos den svenske runerister Åsmunde Kåreson, som ristede runesten i 1000-tallet.

Der er flere muligheder for, hvad dette ord kan være, men den mest sandsynlige løsning er, at fultrua er substantivet fulltrúi, som står i en oblik kasus (altså at det er bøjet i enten akkusativ, genitiv osv.). Ordet er altså ikke det aktive i sætningen. Man kender f.eks. ordet fra Jomsvikinga saga, hvor Þórgerðr hörgabrúðr kaldes for Håkon Jarls fulltrúi. Måske kan vi på nudansk kalde det for ’en betroet’ eller ’en tro ven’.

Sidste sekvens sil(u) er besnærende at tolke som ordet ’sjæl’ i dativ, selv om der også kan være andre muligheder. Indskriften er jo afbrudt her, og tolkningen af denne sekvens er behæftet med usikkerhed. Men silu ser man i andre runestenstekster (mange af de bornholmske og de jyske Grensten og Ålum 3 samt den nu forsvundne fra Gudum, som er ret sen), når man beder Gud hjælpe sjælen, f.eks.

Det kan ikke afgøres, om de to ord har noget med hinanden at gøre. Hvis man skal bestemme det, skal der være mere bevaret af den umiddelbare kontekst, end tilfældet er her. Videre undersøgelser kan forhåbentlig hjælpe os videre med at forstå teksten på Ribe-stenen.

Stenen fra Ribe har ingen direkte paralleller i det danske materiale. Stenen fra Sporup har en primitiv slangefigur på toppen af stenen, men kan ikke sammenlignes med den professionelt udførte ornamentik på Ribe-stenen. Ellers kendes runeslyngninger også fra de bornholmske runesten, f.eks. Klemensker 4. Selve skriftordningen er kendt fra andre danske eller skånske runesten, f.eks. Valleberga-stenen, hvor skriftbåndene slynger sig hen over to af stenens sider. Man kunne forestille sig noget lignende for Ribe-stenens vedkommende. Runeslanger med indskrifter, der begynder ved dyrets hoved kendes i vid udstrækning fra Uppsverige og udgør, sammen med runestenene fra Bornholm, de tætteste paralleller til stenen fra Ribe.

Ordet fulltrúi er mig bekendt ikke belagt i andre runetekster fra Norden, og ornamentikken er ukendt i hvert fald på de vestdanske runesten. Der er ingen tvivl om, at Ribe-stenen er et meget sjældent og værdifuldt fund, som mange runologer, arkæologer og stilhistorikere kommer til at arbejde videre med.

Jeg skal huske at takke Rikke Olesen, Københavns Universitet og Magnus Källström, Riksantikvarieämbetet for gode forslag og kommentarer.

Husk at I kan klikke ind på http://runer.ku.dk og kigge på de andre nævnte runesten, f.eks. Valleberga og Sporup.