Runesten i glas og ramme

Kulturarven sikret. Jelling-stenene i deres nye hjem.

Et stort arbejde med at sikre Jelling-stenene mod vejr og vind, skolebørn og andre skandaler er nu efter flere års forberedelse fuldført. I årene 2007-2008 gennemførte Nationalmuseet, med stenkonservator Susanne Trudsø i spidsen, en undersøgelse af stenenes bevaringstilstand, og disse blev fundet kritiske. Derfor blev det fra Kulturarvsstyrelsens side besluttet, at de to nationalklenodier skulle sikres for eftertiden, og i 2009 udskrev Kulturarvsstyrelsen en arkitektkonkurrence for en overdækning, som skulle sikre begge sten på deres nuværende plads. Og i søndags blev det store arbejde fejret ved indvielsen af overdækningen med Kulturministerens tilstedeværelse samt en masse af de folk, som har fulgt eller deltaget i arbejdet.

Men var det nu den rigtige beslutning? Dét spørgsmål har været livligt diskuteret blandt lægmand og lærd gennem de sidste par år, og meningerne er delte. Nogle mener, at runestenene burde flyttes indendøre, og at man burde fremstille kopier af stenene, som så kunne stå i deres sted, og andre mener, at dét da ville være en skam, for en kopi kan jo aldrig blive det samme som den ægte vare. Og det er jo sandt nok. Andre igen mener, at overdækningerne slet og ret er grimme, og endelig er der dem, der mener, at man bare burde lade stenene være og lade dem lide den naturlige død, fordi sådan har det jo altid været. Og det er også sandt nok. Undlader man at gøre noget som helst, kan vi være stensikre(!) på, at stenene med tiden bliver til grus og sand.

Vi lever heldigvis i et land, hvor vi har valgt at sikre kulturarven, og selvfølgelig var det den rigtige beslutning at sikre Jelling-stenene for eftertiden. Eftersom de to runesten optræder på Verdensarvslisten er de meget mere udsat for slid og hærværk end andre runesten, der står rundt omkring i landskabet – antallet af besøgende ved Jelling-stenene kan slet ikke sammenlignes med antallet af besøgende ved andre, mindre eksponerede (men i mange henseender ikke mindre interessante!) runesten. Hvordan man så har valgt at sikre stenene – det er stridsspørgsmålet, og jeg tror næppe, man kunne have truffet en beslutning, som havde vundet gehør hos samtlige danskere og andre, som har en mening om sagen. Personligt havde jeg helst set, at det ikke havde været nødvendigt at gøre noget som helst, men sådan er virkeligheden desværre ikke. Overdækningen ser ud til at fungere fint, og jeg har ladet mig fortælle, at monumenterne ser flot ud om aftenen, når der er belysning på. Så mon ikke det var den bedste løsning – når det nu skulle være?

Man kan læse mere om indvielsen på både Kulturarvsstyrelsen og Nationalmuseets hjemmesder: www.kuas.dk og www.natmus.dk

3 Kommentarer til “Runesten i glas og ramme ”


  1. 1 Rune-entusiasten 7. december 2011 kl. 10:37

    Tak for et sobert indlæg.

    Jeg synes, man skulle have lavet en 3-dimensionel gengivelse af stenene on site. Så kunne kultur-hadere og andre tosser hærge og spraymale så meget de har lyst til, uden at det ville skade Danmarks dåbsattest. Det ville også give den fordel, at man kunne gå igennem stenene, hvilket helt sikkert ville være en spirituel oplevelse for mange af os.

    Bedste hilsner fra Rune-entusiasten

  2. 2 Gerhard Schleu 9. december 2011 kl. 14:02

    det ser godt ud – det er en god beskyttelse mod regn og sne og frost og vind – og grafittimaler har ingen mulighed mere at ødelægge indskrifterne. tak for godt arbejde.

  3. 3 Tineke Looijenga 9. december 2011 kl. 15:19

    Dear all,

    I think the covering of runestones by way of glass portals or whatever it is, is extremely sad and revolting. Better leave them at wind and wheather than to do this outraging insult to the stones and their public. As far as vandalism concerns, if that really is the problem, put the stones in a museum.

    Tineke Looijenga
    University of Groningen
    The Netherlands

Efterlad en kommentar