Runesten, herregårdsbrand og et tæskehold i Kongens Tisted

Durup-stenen ved Nøragergård i dagslys.

I det forløbne år er vi om nogen blevet klar over, at der er mange runesten i Danmark, som har en rigtig køn placering. Heriblandt er uden tvivl Durup-stenen som har plads i haven til Nøragergård mellem Aars og Hobro. Fragmentet blev fundet under en restaurering af Durup kirke i 1885 og kom herefter til Nøragergård, hvor den blev opstillet i haven. I 2005 skete der det ulykkelige, at huset brændte, men heldigvis led runestenen ikke nogen overlast. Huset er nu smukt restaureret, og runestenen opstillet i den lille lund, som omgiver huset. Stedets ejer, Carsten Palvig, sørger meget forbilledligt for, at stenen bliver overdækket hver vinter, så den ikke får frostsprængninger og andre skader.

Ravnkilde 2 i dagslys.

Ravnkilde 2 ved nattetide.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lidt syd for Aars, i Kongens Tisted, står en runesten lige uden for præstegårdshaven. Stenen blev fundet i 1847 liggende på en lille høj ved landsbyen Lille Rørbæk. Efter sigende skulle runestenen være blevet reddet af den daværende præst i Ravnkilde, som vistnok sendte et tæskehold i form af store stærke karle ud efter stenen! Finderen ville nemlig ikke af med den, men ville hugge den op til skærver i stedet. Men hurra for tæskehold, for stenen er nu bevaret for eftertiden og opstillet et sted, hvor alle kan nyde godt af den. Den er i øvrigt rejst af Asgot efter hans broder Esge, og vejen, hvor stenen er opstillet hedder Esgevej. Det er iflg. stedets præst, Christian Grund Sørensen, den eneste vej i verden, som hedder det, så runestenen er nem at finde frem til. Prøv selv!