Runeamulet fra Gl. Hvidding

 

Foto: Claus Feveile, Sydvestjyske Museer

Foto: Claus Feveile, Sydvestjyske Museer

De sidste par uger har jeg siddet bøjet over mikroskopet for at tyde en runeindskrift, som kom for dagens lys i september. Det er en indskrift, som handler om sygdomsuddrivelse, og den er skrevet af en øvet runerister med en sikker hånd; runerne er kun ca. 5 mm høje.

Amuletten, som er fundet med metaldetektor ved Gl. Hviding ved Ribe, er af bronze, den er firkantet og ca. 6,5 cm lang. Den smalner lidt til mod den ene ende, og i den anden ende kan der have været et hul eller en øsken, så den har kunnet bæres om halsen.

Der er desværre ikke meget tilbage af indskriften. Ca. 1000 års ophold i jorden har tæret hårdt på overfladen, så der ses store korroderede partier. Men heldigvis er der bevaret så meget, at vi kan få en fornemmelse af, hvad indskriften har handlet om. Mest interessant er det, at indskriften indeholder ordet þursa eller þursar (side B), på nudansk ’jætte/trold’ eller ’jætter/trolde’. Dette ord kendes fra to andre runeindskrifter, som handler om sygdomsuddrivelse, nemlig manuskriptet fra Canterbury (færdiggjort ca. 1073) og bronzeamuletten fra Sigtuna.

Når man skulle uddrive sygdomme, var det vigtigt at få sat navn på sygdommen – þurs – for at kunne uddrive den. Indskriften på Sigtuna-amuletten begynder ’Thursernes drot (jættekonge) flygt nu! Du er fundet!’, og Canterbury-manuskriptets indskrift lyder ’Gyril sårvolder, far du nu (bort), du er opdaget; Thor vie dig, thursernes drot (jættekonge), Gyril sårvolder. Mod materie i årerne.’ Indskriften på amuletten fra Gl. Hviding har sikkert været udformet som en lignende besværgelse.

Dette nye fund vidner om, at denne slags sygdomsuddrivelse har været vidt udbredt i store dele af Nordeuropa, og ”teknikken” har stort set været den samme overalt: Sygdommen skulle først opdages og navngives eller håndgribeliggøres for at kunne blive drevet bort med forskellige besværgelser.

Amuletter til sygdomsuddrivelser er en skik, som fortsætter langt op i kristen tid i form at f.eks. blyamuletter, som indtil videre kendes i mere end 40 eksemplarer fra Danmark. De kan være skrevet med enten latinske bogstaver eller runer, og både på dansk og latin. Den mest berømte amulet fra middelalderen stammer fra 1300-tallets Ribe og er en aflang fyrrepind, som er beskrevet på alle fire sider. Indskriften er skrevet på gammeldansk og lyder i nudansk

oversættelse ’Jorden beder jeg vare på (sikre, sørge for) og den høje himmel, solen og Sankt Maria, og selve Gud Drotten, at han låner mig lægehånd og helbredelsestunge, at helbrede “Bævende”, når den behøver bod (=helbredelse).

Ud af ryg og ud af bryst, ud af legeme og ud af lem, ud af øjne og ud af ører; ud af alt det, hvor ondt kan trænge ind. Sort hedder (en) sten; han står ude i havet. Derpå ligger ni Nød’er (=ulykker). De skal hverken sove eller våge/vågne varmt (=de skal uophørligt plage sygdomsdjævlen), før du får bod for denne [sygdom], for hvem jeg har runet ord at kvæde. Amen. Og det være.’

Med sådan en besværgelse kunne man næsten ikke være bedre sikret!