Møntsmykker, kitsch og vognpoletter

 Kaffe- og te-kande

Så er vi nået til sidste runde af vores serie af udstillinger om Numismatikkens mangfoldighed. Du kan nu se en fantastisk samling af smykker, miniature kaffekander, servietringe og meget andet fremstillet af mønter og du kan gå på opdagelse i en verden af minereklamer på vognpoletter.

Op gennem tiden har mønter været populære smykker. De tidligste eksempler er fra jernalderen, hvor romerske mønter blev gennemboret og brugt som perler. Mange af de udstillede møntsmykker er fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1920’erne, hvor det var højeste mode at smykke sig med armbånd, halskæder eller urkæder fremstillet af mønter. En særlig meget smuk gruppe af møntsmykker er emaljerede mønter fremstillet i England i slutningen af 1800-tallet. Med en metode, der krævede stor teknisk kunnen, blev mønter forvandlet til små farverige kunstværker. Under 2. verdenskrig viste man sin støtte til konge og fædreland ved at bære smykker fremstillet af udsavede Chr. 10 mønter, og i 1950’erne og 1960’erne blev amagerhylden prydet med mere eller mindre opfindsomme nipsgenstande fremstillet af 1, 2 og 5 ører.

I Danmark blev vognpoletter indført i 1992/93 og der findes efterhånden omkring 6000 forskellige vognpoletter. De fleste bliver fremstillet i forbindelse med reklamefremstød. Udstillingen viser et bredt udsnit af vognpoletter fra mange egne af landet, blandt andet er Christiania repræsenteret med tre farverige poletter.

Kom og se smukke møntsmykker, Ringenes Herre vognpoletten og kitsch i særklasse. Udstillingen er blevet til i samarbejde med Dansk Numismatisk Forening og vises frem til 6. februar.

0 Kommentarer til “Møntsmykker, kitsch og vognpoletter ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar