Kunne Christian IV skrive med runer?


Min kollega, Charlotte S. H. Jensen, har gjort mig opmærksom på en sjov bog ovre på Rigsarkivet. Hun har kigget i Christian IV’s stilebog fra årene omkring 1590 med forskellige skriveøvelser. Efter nogle tyske, latinske og gudfrygtige remser kommer der en række alfabeter; først runealfabetet, så det græske alfabet og så det latinske med både store og små bogstaver. Den unge Christian (han har været 13 år på dette tidspunkt) har altså siddet og øvet sig udi tysk, latin og runeskrift. Jeg tror, han ville have fået en god karakter i orden – hans pennestrøg er i hvert fald noget kønnere end de nutidige 13-åriges. Til gengæld var han nok ekstremt dårlig til at skrive på computer osv. Til allersidst i stilebogen  har han skrevet det latinske ’nulla dies sine linea’ – ’ikke en dag uden en linje’ dateret til 1591, så han har virkelig øvet sig i at skrive. Man kan se mere om Christian IV’s stilebog i denne lille video, som Koldinghus har lavet i forbindelse med et lån af stilebøgerne http://www.youtube.com/watch?v=SgHoWwjLsmg

Siden med runealfabetet kommer ca. 5 minutter inde i filmen.

Runealfabetet er opstillet i alfabetisk rækkefølge, ikke i den oprindelige rækkefølge f-u-þ-a-r-k osv. Det er i øvrigt helt almindeligt for den smule runeskrift, der endnu lever i renæssancen. Man fornemmer, at Christian eller hans lærer har interesseret sig for emnet, for over nogle af runerne har han skrevet de tilsvarende bogstaver, og der er også nogle små pudsigheder. Over de første tre runer har han skrevet a – b – c, formentlig for at markere den alfabetiske rækkefølge. Så kommer han til g-runen, hvor han er helt klar over, at den kan have forskellig udformning. Lige efter o-runen har han skrevet ø-runen. Det passer dårligt i den alfabetiske rækkefølge, men Christian (eller hans lærer) ved, at ø-runen er en variant af o-runen, hvor bistavene gennemskærer hovedstaven. Derfor er det rimeligt at placere den her. Så kommer p-runen, som er en variant af b – den er simpelthen forsynet med prikker, eller stingninger som vi siger i runologien. Så kommer vi til u-runen og v-runen, som er en variant af f-runen, dernæst formentlig x, y og så z to gange. Der mangler en rune, som modsvarer det latinske ’æ’ (som findes i senvikingetiden og middelalderen), men det hænger nok  sammen med, at bogstavet ’æ’ ikke blev brugt i renæssancen. Man skrev i stedet ’ae’. Så kommer þ-runen, som ikke findes i det latinske alfabet. Den er gengivet med ’th’. Til sidst k-runen igen, hvor Christian har skrevet c – g – k  ovenover, fordi k-runen lydmæssigt kan svare til disse tre bogstaver.

Runerne i stilebogen beviser ikke, at Christian IV skrev med runer, for enhver kan jo sætte sig ned og skrive alfabetet. Men det viser, at han i hvert fald blev undervist i det, og at han kendte til runernes eksistens. Det var ikke mange, der kendte til runeskriften i renæssancen. Runerne var blevet overvundet af de latinske bogstaver, men måske netop fordi de var ved at uddø, blev de holdt kunstigt i live af visse lærde og brugt ganske sporadisk. Det var også i renæssancen, at de første tiltag til indsamling og registrering af runemindesmærker begyndte, først i Sverige med Olaus Magnus og siden i Danmark med Ole Worm. Pudsigt er det, at Christians stilebog er dateret til 1590, kun fire år efter at Casper Markdanner lod opgrave den store Jelling-sten på Jelling kirkegård. Der spirede en mærkbar interesse for fortiden.

Link til lidt mere om stilebogen på Flickr her:

http://www.flickr.com/photos/statensarkiver/sets/72157634224572431/