Judas’ 30 sølvpenge

Helios på sølvmønt fra Rhodos
Det nye testamentes beretning om påsken indeholder fortællingen om Judas’ forræderi, hvor Jesus blev solgt for 30 sølvpenge. Siden renæssancen har man tænkt over, hvordan de 30 sølvpenge så ud. Datidens samlingskataloger indeholder ofte en beskrivelse af en sølvmønt fra Rhodos, der på forsiden bærer en fremstilling af solguden Helios med strålekrans, og på bagsiden en blomst. Man mener at den græske indskrift Rodion er blevet misforstået for [He]rodes og at Helios’ strålekrans er blevet opfattet som tornekronen. Græske mønter var i almindelighed ikke specielt udbredte i renæssansens samlinger, men netop denne type var tilgængelig, fordi Johannitterordenen havde sit hovedkvarter på Rhodos. 
De rhodiske mønter har nu aldrig cirkuleret i datidens Judæa, og er iøvrigt også et par hundrede år for gamle til at kunne være de sølvstykker, som bliver omtalt i Biblen! De sølvmønter, som cirkulerede i Judæa i det første århundrede var shekel (af nogle kaldet tetradrachmer), som blev præget i Tyrus i det nuværende Libanon. Hele området hørte dengang under den romerske provins Syrien, og Pontius Pilatus, der var prefekt (eller prokurator) over Judæa i 26-36 e.v.t. var ansvarlig overfor legaten i provinsen Syrien. 
På foto ses en sølvmønt fra Rhodos, 300-tallet FØR vor tidsregning. Man kan godt forstå, hvorfor strålekransen er blevet misforstået som en tornekrone.

0 Kommentarer til “Judas’ 30 sølvpenge ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar