Hvad gør en indskrift til en indskrift?

I efteråret sad jeg om mandagen i vore nordbomagasiner for at registrere genstande med runer fra Grønland. Alle genstande med krimskrams på blev endevendt, og det kom der indtil flere nye indskrifter ud af.

På en vævevægt af fedtsten fra bispegården Gardar var der indridset et stort kors på den ene side, og der stak nogle bistave ud til hver side. På den anden side var ristet en stor m-rune. Jeg vendte og drejede genstanden lidt og tænkte på binderuner, som er meget almindelige i middelalderen (en binderune er to eller flere runer, der deler samme hovedstav). Fra Grønland kendes en del Ave Maria-indskrifter, og tanken var, om det kunne være en forkortelse af en sådan? Binderunen a=u er meget almindelig i Ave Maria-indskrifter i hele det nordiske område og ses både i kirker, på amuletter og en række andre genstande. Forleden fandt jeg en rigtig god parallel blandt de mange indskrifter fra Bergen. Indskriften står under bunden af et trækar og består af en forkortelse au for ’Ave’ og ma for ’Maria’. De to forkortelser er vendt på hovedet i forhold til hinanden – sikkert for at angive, at der er tale om to ord – og ledsages af kors nøjagtig som på indskriften fra Gardar.
Ave Maria

Ave Maria

Sådan nogle indskrifter som den på vævevægten fra Gardar er man tilbøjelig til ikke at inkludere i et runologisk korpus, fordi det ikke er ”rigtige indskrifter”, eller fordi man mener, de ikke er udtryk for en regulær skriftlig tradition. Men det kan diskuteres, om de pågældende runeristere virkelig har været ude af stand til at skrive rigtigt? Indskrifterne skal jo ses i sammenhæng med de genstande, de er skrevet på, og på de her omtalte genstande har der jo ikke været megen plads at gøre godt med. Sammenligner vi med vore dages skriftkultur er der ingen der vil påstå, at man ikke er i stand til at skrive rigtigt, hvis man i bunden af et brev skriver:

Mvh

L.I.

0 Kommentarer til “Hvad gør en indskrift til en indskrift? ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar