Fra Tillitse til Hune

Runestenen ved Fjenneslev kirke i nattemørket.

I sidste uge tog runestensroadshowet rundt på Sjælland og Lolland for at fotografere runesten. Onsdag aften ved solnedgang stod vi på Fjenneslev kirkegård, hvor vi efter noget besvær fik skudt ovenstående foto. Vi havde egentlig regnet med, at runestenen i Fjenneslev var en nem sag, men stenen er lidt knudret i overfladen, så helt enkelt var det ikke at lægge lyset. Teksten på runestenen lyder “Sasser rejste stenen og gjorde broen.” Det interessante er, at Sasserbro er navnet på en bro, som ligger ikke langt fra Fjenneslev, så den store og brede runesten har formentlig været rejst her i begyndelsen af 1000-tallet som markering af vadestedet. Senere på aftenen fotograferede vi runestensfragmentet i Sandby (som ligger ret tæt på Fjenneslev) og en af Danmarks ældste runesten, Kallerup- eller Høje Tåstrup-stenen, som nu er opstillet ved Ansgarkirken i Hedehusene.

Aftenen efter kørte vi til de to runesten i Tillitse og Tågerup på Lolland. Tillitse er anvendt som runesten i flere omgange, dvs., at der er flere indskrifter fordelt over hele stenen. Derfor var den en rigtig svær fotografisk opgave, men Tågerup var en dejlig nem sag med en næsten helt jævn overflade. Tågerup har en tekst, som er et skoleeksempel på en dansk runestenstekst fra 900-tallet “Østens sønner rejste denne sten efter Spærle, deres bror, Esbern Næbs skipper”, og den er strengt komponeret i fem lodrette linjer adskilt af rammestreger. Det skægge ved runestenen er, at det ser ud til at være gået lidt galt for runeristeren. Det ser ud til, at han har glemt ordet “denne” (i rejste denne sten), som han har tilføjet uden for rammelinjen ca. der, hvor det egentlig skulle stå i teksten. Gad vide om han ikke har bandet og svovlet højlydt over denne forteelse …

Runestenen ved Tågerup kirke. Ordet 'denne' ses nederst til højre i billedet uden for rammelinjen.

I dag har vi været i Vendsyssel for at fotografere runestenene i Jetsmark og Hune. Hune-stenen bliver vi nødt til at vende tilbage til i morgen, for her var runerne tegnet op med hvidt skolekridt. Det har vi nu forsigtigt vasket af, og så kan stenen nå at tørre i den friske, nordjyske blæst til i morgen. Senere på dagen har vi været i Vang i Thy, og nu sidder vi på hotellet i Hurup og venter på mørket, så vi kan få et fint foto af runestenen, som står på kirkegården her i byen. Mere om alle disse sten i morgen – samme runetid, samme runekanal.

0 Kommentarer til “Fra Tillitse til Hune ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar