En-skillingen med årstallet 1771 er den danske mønt, der er præget i allerstørste antal, i alt ca. 55.000.000! Der kendes en række eksempler på at mønten er blevet omarbejdet. En del af det kongelige dobbeltmonogram er blevet slebet af, og resultatet af denne kunstneriske udfoldelse har givet mønten dens folkelige navn.

Kussemønten er ofte blevet set som en spottemønt rettet mod kongehuset i forbindelse med Caroline Mathildes forhold til livlægen Struensee. Vi får jævnligt forespørgsler om mønten af denne årsag, således også nu ved premieren for den nye danske film En kongelig affære. Men i virkeligheden har kussemønterne nok ikke så meget med Struensee-affæren at gøre. Trods årstallet 1771 blev disse en-skillinge præget i hele perioden 1771-1785. Det betyder, at en meget stor del af dem er lavet efter Struensees fald og forvisningen af Caroline Mathilde, og ud fra analyser af de anvendte stempler er det tydeligt, at i hvert fald en del af de eksisterende kussemønter er lavet af mønter præget i 1780’erne, og altså 10 efter Struensee blev henrettet i april 1772.

Så selvom det ville være en god historie om Caroline Mathilde må vi konstatere, at pornografisk husflid har eksisteret alle dage, uanset eventuelle skandaler i kongehus og regering.

Rytteren på bagsiden af den store Ålum-sten.

Forsiden på den store Ålum-sten

På en meget smuk forårsdag i marts holder runestensroadshowet sin sæsonafslutning og skal desværre først af sted igen til oktober, når vi igen går de mørke tider i møde. I løbet af den forgangne uge har vi nået at fotografere 20 runesten, så vi har slået vores personlige rekord på 19 runesten på en uge. Finalen på denne uges arbejde blev afholdt i Kolind, hvor Tostes store og flotte runesten står i våbenhuset. Her er der heldigvis god plads, så vi kunne sætte lyset præcis som vi ville.

Lisbeth læser runer i Kolind.

I går arbejdede vi ved Ålum kirke, som er begavet med hele fire runesten. To af dem står i våbenhuset og blev fundet indmuret i kirken, så de er meget slidte. De to andre, som er i familie med hinanden (ja man kan næsten kalde dem for mand og kone, for den ene er rejst af Vigot og den anden af Vigots kone) står uden for kirken lidt i læ af våbenhuset. Indskrifterne er udført af den samme runerister og er meget smukke i deres design. Den mindste sten er rejst af Thyra, Vigots kone, efter Thorbjørn, Sibbe søn, som hun holdt mere af, end hvis han havde været hendes egen.

Den største sten er rejst af Vigot efter hans søn Esge, og på bagsiden er denne mere end 2 meter høje sten prydet med en mand til hest med hjelm og skæg. I sin venstre hånd holder han et skjold, og i hans højre formentlig en fane. I aftes fik vi skudt ovenstående foto af dette motiv, som i tidligere afbildninger af denne runesten ikke har været så tydelige.

Nu holder runestensroadshowet pause hen over sommeren, hvor det er for lyst om aftenen til at vi kan arbejde udenfor. Men vi vender tilbage i slutningen af oktober måned, når det er blevet vejr til at fotografere runesten igen.

I Ravnkilde lidt syd for Aars står en runesten på en stor høj på kirkegården. Runestenen i Ravnkilde blev fundet liggende ved indgangen til kirken, formentlig genanvendt som tærskelsten ligesom rigtig mange andre danske runesten.

Ravnkilde forside med runer.

Ravnkilde bagside med skålgruber.

 Hele scenariet – både stenens fundsted og placering ved høj og kirke er ikke ulig det, man ser mange andre steder. I løbet af de næsten tre uger, vi har rejst rundt i landet, har vi lagt mærke til en del steder, hvor man har runesten, høj og kirke. Man ser det f.eks. i Rimsø, som ligger på Djursland, i Flejsborg, som ligger lidt syd for Løgstør, og så selvfølgelig i Jelling.

Især Jelling er det interessant at sammenligne med, når man taler om Ravnkilde-stenen. Runestenen i Ravnkilde er nemlig rejst efter dronning Asmod eller Asbod, som må have tilhørt en af de nørrejyske stormandsslægter i 900-tallet. Vi kender ikke hende eller hendes slægt fra de skriftlige kilder, men gennem runestenen i Ravnkilde får vi et glimt af spillet om magten i begyndelsen af 900-tallet, hvor Danmark stadig var opdelt i småkongedømmer.

Bagsiden af Ravnkilde-stenen er oversået med skålgruber, som stammer fra en langt tidligere periode af oldtiden, nemlig fra bronzealderen. Vi ser det ofte, at kultsten fra bronzealderen er genanvendt som runesten i vikingetiden – måske har det været særligt fint at genanvende tidligere tiders kulturhistorie i manifestationen af sin egen slægt. I Ravnkilde kan vi altså følge kulten gennem flere årtusinder fra bronzealderens skålgruber, vikingetidens gravhøj og runesten samt endelig opførelsen af en kristen kirke i den allertidligste del af middelalderen.

Runestenen i Jetsmark kirkes våbenhus.

Så er runestensroadshowet kørt frisk over Limfjordens vande og er nået til de tyndt befolkede egne i Vendsyssel og Thy. I hver af disse landsdele er der bevaret to runesten. Første stop på vejen i går var ved runestenen i Jetsmark, som er rejst af Hove efter hans brødre Thorlak og Rede. Dernæst gik turen til Hune, hvor søsteren står. Denne runesten er rejst efter Runulv den Rådsnilde af hans sønner Hove, Thorkil og Thorbjørn. Hove nævnes som rejser på begge runesten, og da der kun er ganske få kilometer mellem de to sten, er det meget sandsynligt, at der er tale om samme slægt. I så fald har Runulv den Rådsnilde haft mindst fem sønner! Hvorvidt Hove er det samme mand, som også nævnes på andre danske og skånske runesten, Århus 5 og Västra Karaby i Skåne kan man kun gisne om. I så fald har han været en vidt berejst viking.

I Thy er der bevaret to runesten fra vikingetiden, men der findes efterretninger om i alt fire runesten fra landsdelen. Danmarks mindste runesten (som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen) står i Vang kirke og er rejst af Åse efter hendes mand Omund, som var Finulvs hirdmand. Oprindeligt blev runestenen i Vang fundet i Sjørring, men den blev købt af præsten i Vang og opstillet i våbenhuset her. Åse har formentlig også rejst den nu forsvundne runesten fra Tvorup, som ligger ikke langt fra Sjørring.

Foto-optagelserne af runestenen i Vang var noget af en prøvelse, for runestenen står helt inde i hjørnet af våbenhuset. Forsiden af stenen voldte ikke rigtig nogen problemer, men indskriften på oversiden var vanskelig at lyslægge, så der kunne komme et brugbart resultat ud af det.

Roberto gør et hæderligt forsøg med runestenen i Vang kirke.

I dag har vi været i Himmerland og fotograferet fem runesten i kirker og våbenhuse. Vi slutter i aften med runestenene i Ravnkilde og Aars, men dem kan vi fortælle mere om i morgen. Samme runetid, samme runekanal.

Runestenen ved Fjenneslev kirke i nattemørket.

I sidste uge tog runestensroadshowet rundt på Sjælland og Lolland for at fotografere runesten. Onsdag aften ved solnedgang stod vi på Fjenneslev kirkegård, hvor vi efter noget besvær fik skudt ovenstående foto. Vi havde egentlig regnet med, at runestenen i Fjenneslev var en nem sag, men stenen er lidt knudret i overfladen, så helt enkelt var det ikke at lægge lyset. Teksten på runestenen lyder “Sasser rejste stenen og gjorde broen.” Det interessante er, at Sasserbro er navnet på en bro, som ligger ikke langt fra Fjenneslev, så den store og brede runesten har formentlig været rejst her i begyndelsen af 1000-tallet som markering af vadestedet. Senere på aftenen fotograferede vi runestensfragmentet i Sandby (som ligger ret tæt på Fjenneslev) og en af Danmarks ældste runesten, Kallerup- eller Høje Tåstrup-stenen, som nu er opstillet ved Ansgarkirken i Hedehusene.

Aftenen efter kørte vi til de to runesten i Tillitse og Tågerup på Lolland. Tillitse er anvendt som runesten i flere omgange, dvs., at der er flere indskrifter fordelt over hele stenen. Derfor var den en rigtig svær fotografisk opgave, men Tågerup var en dejlig nem sag med en næsten helt jævn overflade. Tågerup har en tekst, som er et skoleeksempel på en dansk runestenstekst fra 900-tallet “Østens sønner rejste denne sten efter Spærle, deres bror, Esbern Næbs skipper”, og den er strengt komponeret i fem lodrette linjer adskilt af rammestreger. Det skægge ved runestenen er, at det ser ud til at være gået lidt galt for runeristeren. Det ser ud til, at han har glemt ordet “denne” (i rejste denne sten), som han har tilføjet uden for rammelinjen ca. der, hvor det egentlig skulle stå i teksten. Gad vide om han ikke har bandet og svovlet højlydt over denne forteelse …

Runestenen ved Tågerup kirke. Ordet 'denne' ses nederst til højre i billedet uden for rammelinjen.

I dag har vi været i Vendsyssel for at fotografere runestenene i Jetsmark og Hune. Hune-stenen bliver vi nødt til at vende tilbage til i morgen, for her var runerne tegnet op med hvidt skolekridt. Det har vi nu forsigtigt vasket af, og så kan stenen nå at tørre i den friske, nordjyske blæst til i morgen. Senere på dagen har vi været i Vang i Thy, og nu sidder vi på hotellet i Hurup og venter på mørket, så vi kan få et fint foto af runestenen, som står på kirkegården her i byen. Mere om alle disse sten i morgen – samme runetid, samme runekanal.

Dan Turèll prisen uddeles hvert år den 19. marts på Dan Turèlls fødselsdag og er uddelt siden 1995. Indtil 2012 har prisen bestået af et rejselegat samt et af Dan Turèlls slips. Nu er Selskabet og Chili Turèll ved at udgå for slips, derfor er det besluttet at erstatte slipset med en medalje.

Medaljen har Dan Turèlls portræt på forsiden. Bagsiden viser en reol med bøger og Dan Turèlls IBM skrivemaskine. På skrivemaskinen ses Dan Turells udstoppede grib, Gilbert. Dan Turèll købte gribben på et tidspunkt, hvor han havde stor skattegæld og jævnligt fik besøg af en pantefoged ved navn Grib.

Medaljen er skabt af billedhugger Barry Wilmont, som siden 1966 har udført en lang række medaljer af både danske og udenlandske personligheder. Kunstneren er stærkt inspireret af renæssancens medaljekunst, især renæssancekunstneren Pisanello. Medaljerne skabes efter cire perdue metoden, som er en af verdens ældste støbemetoder.

Medaljen er udstillet – sammen med Gilbert og skrivemaskinen – i Nationalmuseets forhal frem til 19. maj 2012. Eksempler på de renæssance-medaljer, der inspirerede Barry Wilmont, kan ses i Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings udstilling i Nationalmuseets rum 141.

Dan Turell prisen gives til ”forfattere, multimediemennesker og andre, som efter styregruppens opfattelse arbejder i Dan Turèlls ånd”. I 2012 er prisen givet til Astrid Saalbach, der således blev den første modtager af Dan Turell-medaljen.

Roberto rigger til i Øster Bjerregrav.

Uden for kirken i Øster Bjerregrav står “storebror”, som vi må komme tilbage til en aften efter mørkets frembrud. Denne runesten er langt mere slidt, men har været en ganske imponerende størrelse i vikingetiden, og den er også rejst af en kvinde, Tove, efter hendes mand.

Den store Øster Bjerregrav-sten uden for kirken.

Derefter gik det slag i slag gennem dagen, og vi nåede at fotografere i alt otte runesten i Borup, Spentrup, Lem, Laurbjerg, Virring, Øster Alling, hvor vi blev budt på kaffe og kage af den flinke graver, og endelig Rimsø, som blev denne uges grande finale. Rimsø ligger helt ude på Jyllands næsetip, og runestenen er nu rejst på den høj, som er på kirkegården. Den blev oprindeligt opdaget i kirkens sydmur i 1800-tallet.

Runestenen i Rimsø.

Nu er vi på vej hjem fra denne uges arbejde, men vi fortsætter arbejdet i næste uge, hvor vi kører til Midtsjælland og Lolland, og så vender vil tilbage til Jylland ugen efter. Så følg med på bloggen!

De fleste runesten i området står i kirkernes våbenhuse. Det er lidt trange kår for sådan nogle store sten, og runeindskrifterne har lidt svært ved at komme rigtigt til deres ret. Det har man nogle steder forsøgt at råde bod på ved at kridte runerne lidt op med almindeligt hvidt skolekridt, så folk har en chance for at se, hvad det egentlig er for nogle klepperter, de passerer på vej ind i kirken. De gravere og præster, som vi har talt med, fortæller, at optegningerne har været på stenene, så længe de har været ansat, og det er ofte både 25 og 30 år.

Grensten-stenen med hvidt skolekridt.

Problemet med de hvide kridtstreger er, at de generer os, når vi skal tage gode fotos af runestenene, så derfor er vi nødt til at vaske dem af. Det kan gøres meget enkelt (og forsigtigt!) med en blød børste og almindeligt rent vand. Herefter er runestenen naturligvis nødt til at tørre et døgns tid, før vi kan vende tilbage og fortsætte vores arbejde.

Runestenen i Laurbjerg kirkes våbenhus renses forsigtigt med rent vand og en blød børste.

I langt de fleste tilfælde synes graverne og kirkeværgerne, at det er en rigtig god idé at rense stenene, så de fremstår i den rå granit. Og når vi lægger skrålys på, står runer og ornamentik rigtig flot frem af stenen. Her nedenfor kan man se Sjelle-stenen, som også var kridtet op med hvidt skolekridt, da vi ankom til den i tirsdags. I går kunne vi så lægge det rigtige lys på stenen og tage nedenstående foto, som vi har lovet at sende i kopi til kirken i Sjelle.

Sjelle-stenen afrenset for kridt og med skrålys.

Det kunne være rigtig flot, hvis man lavede en permanent løsning med et spot i loftet, som kunne lyse runerne op. Det ville i det hele taget være en god løsning i rigtig mange våbenhuse, og det ville være en nem og enkel – og bevaringsmæssig forsvarlig – måde at fremhæve runerne, så stenene kom mere til deres ret. Det har man f.eks. gjort i Borup kirke ved Randers, som man kan se på fotoet nedenfor.

Runestenen i våbenhuset til Borup kirke med spot i loftet, så runerne træder tydeligt frem.

Opstilling af udstyret til fotografering af Ådum-stenen

I aftes nåede runestensroadshowet helt derud, hvor runestenene næsten står med tæerne i Vesterhavet. Opgaven var at fotografere Ådum- og Hanning-stenene, som er nogle af de vestligst beliggende runesten i Danmark. Det er altid spændende at komme ud til runesten, man aldrig har set før; hvordan ser de ud “live” og hvordan står de egentlig og har det derude?

Ådum-stenen er hugget i en grovkornet granit. Den var kendt allerede i 1600-tallet, hvor den stod ved indgangen til kirkegården i Ådum. Senere blev den placeret i kirkegårdsdiget mod øst, og nu har den fået plads på plænen ved våbenhuset syd for kirken. De mange år udendørs har været hårde ved runestenen. Runebåndet til højre er meget slidt, og ornamentikken øverst på stenen er også medtaget. Det bliver spændende at følge, hvor længe Ådum-stenen fortsat kan blive stående udendørs – det er jo unægteligt den kønneste og mest naturlige placering af runesten.

Ådum-stenen i tusmørke i marts 2012.

Senere på aftenen var vi i Hanning, som ligger lidt nord for Ådum. Her sidder der et fragment af en runesten, tilhugget som en kvader, ca. 4 meter oppe på kirkeskibet over en gammel tilmuret dør. Man kan sige, at disse to vestjyske runesten er en slags søskende. Der er ikke andre runesten end dem i miles omkreds, og udformningen af runerne minder meget om hinanden. Måske har der været en lokal tradition for udformningen af runesten i det vestjyske, som i dag kun er repræsenteret af to sten.

Hærulfs runesten ved Hærvejen.

Ved Hærvejen lidt nord for Rødekro står en af de ældste runestne i Danmark. Den bærer en kort runeindskrift “Hærulf”. Runestenen har haft en omskiftelig tilværelse. Vi mener, at den oprindelig har været rejst ved Hærvejen, men efter krigen i 1864 kom runestenen til Berlin, hvor den stod i næsten 100 år. Først i 1951 vendte den tilbage til Danmark og blev rejst nær dens oprindelige fundsted.

I skumringstimen i går fik vi skudt ovenstående foto, som viser, hvor dybt runerne er ristede, og hvor fint de endnu træder frem af stenen nu ca. 1200 år efter deres tilblivelse.

Roberto kaster lys over Hærulf.

I formiddags har vi været i Gylling og fotografere runestenen i våbenhuset der, og nu går turen til Ådum og Hanning i det vestjyske, hvor vi skal have de to runesten, som står på hver sin kirkegård i kassen.

Arbejdet i våbenhuset i Gylling.

 Husk at tjekke ind på Runedatabasen http://runer.ku.dk for at læse om de enkelte sten.