http://www.k-blogg.se/2013/04/26/runfynd-bland-blasipporna/

Som en del af museets danefæ-udstilling er et lille udpluk af vores man-ge nye møntfund udstillet. Nogle er allerede omtalt her på siden, bla. Skovs-holmskatten fra Bornholm. Et andet består af en række mønter fra Ulstrup på Vestsjælland, som indeholder en hidtil ukendt mønttype fra Valdemarstiden (1154-1241). På forsiden viser den en kronet buste set forfra mellem to små tårne. Nedenunder er det et kors i en cirkel med en stjerne på hver side. Busten forestiller sandsynligvis kongen.

På bagsiden ses en anden buste med hovedbeklædning set forfra med en bispestav til venstre og en velsignende hånd til højre. Denne konge-bispe-ikonografi er typisk for Valdemarstiden, hvor kongen havde afstået en del af indtægterne fra møntprægning til landets bisper. Mønten er sandsynligvis præget i Roskilde, der var møntstedet for Sjælland og tilliggende øer. Fund af nye typer sker uhyre sjældent.

Ulstrup er også interessant på grund af de 63 såkaldte borgerkrigsmønter fra ca. 1270′erne til 1320′erne fundet på samme mark. Man finder ofte mange middelaldermønter i nærheden af vore middelalderlige landsbyer. Betyder det, at vi skal til at revidere vort syn på datidens bønder? Brugte de mønter i større udstrækning, end vi ellers troede? Spillede selvforsyning og byttehandel i virkeligheden en mindre rolle for bønderne? Det forekommer sandsynligt, men det endelige svar må afvente, at vi får tid til at analysere fundene nærmere.

(Tekst: Jens Christian Moesgaard)

Finder: Steen Ahlgren

(Se mere om fundet i Fund og Fortid 2011, nr. 2)

Roberto lægger lys på Flemløse 1. Den har teksten "Efter Roulv, som var næsboernes gode, står denne sten. Sønnerne satte (den) efter. Åver malede."

Fredag aften sådan ca. ved X-faktortid holdt runestensroadshowet sin foreløbige finale i Jægerspris. I slotsparken, som i dagens anledning var klædt helt i hvidt, står der tre fynske runesten. De er hentet til Sjælland af Frederik VII, som var meget arkæologi-interesseret, og som brugte slottet som privatbolig sammen med Grevinde Danner. De tre runesten står lige ved siden af hendes gravhøj i parken, hvor områdets hunde bliver luftet. En forbipasserende dame fortalte, at hendes lille hund altid letter ben op ad stenene, og når én hund gør det … Sådan kan livet udvikle sig for ærværdige gamle monumenter.

Flemløse 2 med indskriften ruulfR sis, som kan betyde "Roulv Sæde". Det er dog omstridt, hvad de sidste tre runer "sis" står for.

To af runestenene er fra 700-tallet og tilhører den ældste gruppe af runesten i Danmark. De er begge fra Flemløse på det sydvestlige Fyn og omtaler Roulf, som var gode (hedensk præst) på Fyn i 700-tallet. Der er i alt fire fynske runesten, som omtaler Roulf; Helnæs, de to fra Flemløse og den nu tabte Avnslev-sten. Vi kender ikke Roulf og hans folk fra de skriftlige kilder, men der er ingen tvivl om, at han har været en stor mand i den allerseneste del af jernalderen. Det er i øvrigt karakteristisk, at de ældste danske runesten er rejst på Fyn og Sjælland.

Sønderby-stenen med indskriften "þauriAþ/þaurihþ". Det tolkes som et personnavn.

Den tredje runesten i Jægerspris slotspark stammer fra Sønderby på Fyn. Den er svær at datere og kan i princippet tilhøre hele runestensperioden fra ca. 700 til ca. 1100, men da de fleste andre runesten på Fyn er så tidlige, taler meget for, at også Sønderby-stenen hører til denne gruppe.

Som nævnt har runestensroadshowet nu nået sin foreløbige afslutning med disse smukke sneklædte runesten i Jægerspris. Vi har lagt i støbeskeen til også at berejse Bornholm og Skåne og krydser fingre for, at ansøgningen giver pote. Så kan vi nemlig få alle de danske runesten frem i lyset. Helt bogstaveligt.

Mere om de ældste danske runesten:

Imer, L. M. 2010. Faaborg-stenen og de ældste danske runesten. I: Danefæ. Skatte fra den danske muld. Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2., 149-154. Nationalmuseet, Gyldendal.

Roberto lægger lys på runestenen i Hammel kirkemur.

Runestenen i Hammel er en tilhugget granitstenskvader, som sidder indmuret i nordsiden af kirken i Hammel. Teksten er selvfølgelig fragmenteret og lyder i dag “Ulfs st(en)”. Indskrifttypen tyder på, at stenen tilhører den ældste runestenstradition sammen med f.eks. Snoldelev- og Starup-stenene, mens runernes lidt svungne former tyder mere på en datering til middelalder. Det lader sig nok ikke gøre at få en afklaring af spørgsmålet.

Roberto rigger til ved Stenalt hovedgård.

Sent i aftes nåede vil til Stenalt hovedgård på Djursland, hvor der står et fragment af en runesten på plænen foran hovedbygningen. Teksten er helt fragmenteret, men runefølgen “søn sin” kan dog skelnes. Rent fototeknisk var stenen noget af en opgave, fordi indskriften står på flere sider og – værst af alt – hen over toppen. Efter en del forsøg med forskellige lamper i det frostklare vejr blev vi endelig tilfredse med resultatet.

I aften går turen til Jægerspris, hvor vi skal fotografere tre fynske runesten, som Frederik VII fik hentet dertil. Det bliver desværre afslutningen på et projekt, som vi har været glade for at deltage i igennem de sidste to-tre år. Vi håber at kunne fortsætte arbejdet med at fotografere også de 40 bornholmske runesten samt de ca. 60 skånske, og vi har allerede skrevet ansøgningen, som gerne skulle give os midler til det. Planen er at udgive en bog om “Danmarks runesten”, og det ville være ærgerligt, hvis vi ikke kan vise billeder af hele historien, ikke sandt?

Piece of wood with the Latin inscription "...et benedictus fructus ventris tui" meaning 'and blessed is the fruit of thy womb'; the end of the Ave Maria prayer.

Den første genstand er en lille tyk træstump, som er beskrevet med runer på begge sider. Den har desværre fået en lille ”retouche” af graveskeen på den ene side, så en del af indskriften er gået tabt. Ved første øjekast havde jeg svært ved at få rede på indskriften – der er tale om meget høje runer med en masse kviste. Men så fik jeg øje på det sidste ord ”tui” og kom i tanke om afslutningen af den latinske Ave Maria-bøn, som afsluttes et benedictus fructus ventris tui ’og velsignet være frugten i dit liv’. Og det er netop hvad der står på den ene side af genstanden, udformet med meget komplicerede binderuner, som interessant nok har paralleller helt ovre i Sigtuna i Sverige! Det er sjovt at tænke på, at man har skrevet på samme måde i to geografisk set meget adskilte områder af Norden. Genstanden skal altså opfattes som en lille amulet, som har kunnet tjene til sygdomsafværgelse eller helbredelse – lidt på samme måde som blyamuletterne, som vi ofte finder i Danmark.

Cross arm with the inscription ‘… father and …’

Other side of arm ‘… holy John.’

Den næste genstand er en tilskåret, rektangulær træpind, som har et indhak eller en fals i den ene ende. Jeg tror, der må være tale om en korsarm, hvor det lille hak giver plads til den lange korsarm, som kommer ned på tværs. Indskriften er desværre meget fragmenteret, og man spekulerer på, om resten af korset stadig ligger i affaldsdyngen deroppe? Denne genstand er også beskrevet på begge sider. På den ene side kan man skelne ordene ’hellige Johannes’ og på den anden ordet ’fader og’. Man har aldrig fundet et kors på Garðar endnu, selv om der er fundet mange indskrifter her, og selv om gården er bispesædet, men en rigtig god parallel til det nye fund er et af korsene fra Herjolfsnes (som er kendt for sin kirkegård med rige fund af f.eks. tekstiler og trækors med runeindskrifter) med indskriften ’Maria, Eloihim, Johannes fader. Jesus, min gud, Eloi og søn og ånd.’ Spændende at der nu er et kors også fra Garðar, og man tænker på, om alle fornemme folk har haft sit eget andagtskors?

Carved piece of wood with very faint runes, where the only visible word is 'runes'.

Den tredje genstand er en tilskåret træpind med meget fint ristede runer. Faktisk er de så fint ristede, at man må imponeres over, at udgraverne overhovedet opdagede dem. Kun første del af indskriften er bevaret. Her står ’runer’. Dernæst kommer der et ’r’, og man kunne tænke sig, at der har stået ’runer ristede NN’. Sådanne indskrifter kan man opfatte som øvelsesindskrifter – det var jo nødvendigt at øve sig for at blive en dygtig runerister.

Piece of wood with cryptic runes. Unfortunately no sollution yet!

Den fjerde genstand er endnu en aflang træpind med lønrunelignende tegn på den ene side. Jeg har tidligere skrevet om, hvad lønruner er her på bloggen http://runer-moenter.natmus.dk/hvad-er-l%c3%b8nruner/, så det skal jeg ikke trætte yderligere med. Jeg har sendt fotos af genstanden til min kollega i Norge, Jonas Nordby, som er ekspert i lønruner, og vi har tegnet og diskuteret frem og tilbage. Men vi kan desværre ikke komme med en løsning på indskriften endnu. Der er for mange kviste på hovedstavene til, at indskriften kan give mening, så indtil nogen får en genial idé, må vi vente i spænding på en løsning. Lønruner er der ikke fundet mange af i Grønland (der er en på storgården Sandnes i Vesterbygden, hvor en del af navnet ’Gudorm’ er skrevet med lønruner), men de findes over store dele af Norden og vidner om vidtrækkende kontakter blandt runeristere.

Small piece of wood with rune-like characters. Maybe a practice inscription?

Endelig blev der fundet en lille træstump, som var meget grov i overfladen. Indskriften ser ikke ud til at være regulære runer, men måske en slags efterligning. Det kunne se ud, som om nogen har øvet sig i at skrive.

De fem nye indskrifter kunne tyde på, at mange flere genstande ligger og venter på at blive opdaget i den grønlandske muld. Næsten hver gang man stikker spaden i jorden på nordbogårdene i Grønland, finder man nye indskrifter, og de vidner om, at skriftkulturen har været meget udbredt – også ude på de helt små gårde i de yderste bygder. Og det er et interessant aspekt, for her under de mere sydlige himmelstrøg har vi ikke den samme mulighed for at undersøge skriftkulturen, som den så ud på landet i middelalderen; den er ganske enkelt pløjet væk. Men også i Grønland forringes bevaringsforholdene med hastige skridt, især for organisk materiale, og det kan være et spørgsmål om tid, før denne uvurderlige skat er borte for evigt. Vi må derfor håbe, at der kommer gang i udgravningskampagnerne, så vi kan få reddet denne vigtige del af verdenskulturarven.

Roberto gør klar i Hjermind præstegårdshave.

Var der måske nogen af jer, der vidste, at H. C. Andersen skrev ‘Jylland mellem tvende have’ i Hjermind præstegård i 1859 og blev inspireret til teksten af den runesten, der står i præstegårdshaven? Jeg vidste det heller ikke, men det kunne præsten berette, da vi var forbi i går og fotografere Hjermind-stenen under det store platantræ i den charmerende have. Teksten på stenen er blevet noget ulden at se på som følge af en mosbegroning, som fylder store dele af forsiden af stenen. På bagsiden er der ristet en skibsfremstilling, som efter alt at dømme ikke har noget med vikingetiden at gøre. Det ligner et skib, som vi kender dem fra helleristningerne og Hjortspringbåden og må dermed høre til i bronzealderen. Vi ser det jo på rigtig mange af vikingetidens runesten, at de er genanvendte kultiske sten fra tidligere perioder. Tænk bare på Ravnkilde med alle skålgruberne på bagsiden eller Glavendrup, som vi også tidligere har omtalt på bloggen.

Klejtrup-stenen væltet bagover.

Vi har også været forbi Klejtrup-stenen for at fotografere denne sten, som står lige ned til Klejtrup sø. Eller rettere ligger. Da vi var forbi runestenen i foråret hældte den noget bagover, men i løbet af sommeren er den sunket dybere ned i mulden, så den nu ligger på ryggen. Vi har derfor måttet opgive at fotografere den i denne omgang, da fotografer i lighed med runologer hverken kan flyve eller svæve. Vi kan simpelthen ikke komme højt nok op over stenen til at tage et fornuftigt foto af den, og det ville heller ikke yde stenen eller dens placering retfærdighed. Men vi vender meget gerne tilbage på et senere tidspunkt, når runestenen igen er kommet på ret køl.

Durup-stenen ved Nøragergård i dagslys.

I det forløbne år er vi om nogen blevet klar over, at der er mange runesten i Danmark, som har en rigtig køn placering. Heriblandt er uden tvivl Durup-stenen som har plads i haven til Nøragergård mellem Aars og Hobro. Fragmentet blev fundet under en restaurering af Durup kirke i 1885 og kom herefter til Nøragergård, hvor den blev opstillet i haven. I 2005 skete der det ulykkelige, at huset brændte, men heldigvis led runestenen ikke nogen overlast. Huset er nu smukt restaureret, og runestenen opstillet i den lille lund, som omgiver huset. Stedets ejer, Carsten Palvig, sørger meget forbilledligt for, at stenen bliver overdækket hver vinter, så den ikke får frostsprængninger og andre skader.

Ravnkilde 2 i dagslys.

Ravnkilde 2 ved nattetide.

Lidt syd for Aars, i Kongens Tisted, står en runesten lige uden for præstegårdshaven. Stenen blev fundet i 1847 liggende på en lille høj ved landsbyen Lille Rørbæk. Efter sigende skulle runestenen være blevet reddet af den daværende præst i Ravnkilde, som vistnok sendte et tæskehold i form af store stærke karle ud efter stenen! Finderen ville nemlig ikke af med den, men ville hugge den op til skærver i stedet. Men hurra for tæskehold, for stenen er nu bevaret for eftertiden og opstillet et sted, hvor alle kan nyde godt af den. Den er i øvrigt rejst af Asgot efter hans broder Esge, og vejen, hvor stenen er opstillet hedder Esgevej. Det er iflg. stedets præst, Christian Grund Sørensen, den eneste vej i verden, som hedder det, så runestenen er nem at finde frem til. Prøv selv!

Runestenen i Giver, Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet

Efter mørkets frembrud gik turen til Suldrup, hvor runestenen står placeret lige uden for våbenhuset. Med den rigtige lyslægning fik vi den meget skadede indskrift flot frem.

Runesten i Suldrup, Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet

Vi afsluttede dagen i Giver, hvor runestenen, som egentlig var placeret i våbenhuset, nu står på kirkegården mellem våbenhuset og skibet. Hvornår stenen er flyttet udenfor, er endnu ikke helt klart. Men den må have stået der en rum tid, for den står på en lille forhøjning med et lyngtæppe foran, som efterhånden er ved at vokse runestenen over hovedet. De to nederste rækker af runer, er faktisk dækket af bevoksning, så et rigtig godt runefoto kan det ikke blive til, før beplantningen er ryddet.

Runesten og Lisbeth i Gunderup, Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet

Runestenen ser ud til at være et fragment, men kigger man nærmere på indskriften, bliver det klart, at den altid må have haft den næsten kvadratiske form. Indskriften er nemlig ubrudt og lyder i sin fulde længde ‘Kale satte denne sten efter Thorsten, sin far, en meget god thegn.’