En underlig sag

IMG_3062

Som museumsansat kan man blive udsat for lidt af hvert, når det gælder forespørgsler. Og nogen gange oplever man nærmest et deja-vu. Således var det, da dette foto dumpene ned i min mailbox med det Piet-van-Deur’ske spørgsmål: Hvad er det? Den første reaktion: Den HAR jeg da set før… men hvor?

Efter nogen roden rundt i gamle mails og breve fandt jeg den – eller rettere: en magen til. En mønt eller amulet fundet i en skov på Sjælland. Og jeg fandt mit svar fra dengang: det ligner noget fra Østen. Himalaya? Burma? Maskinpræget eller støbt. Sandsynligvis nyere tid – måske en turistsouvenir?

Den nye er fra en have i Jylland og gengives her med venlig tilladelse fra finderen. For- og bagside har samme ‘indskrift’ i relief, bortset fra at de er spejlvendt i forhold til hinanden. Materialet er muligvis messing, og finder fortæller at der ser ud til at være en ‘støberille’ langs randen. Mon der er flere derude? Måske hos én, som ved hvor de stammer fra?