En runepind fra Odense

Foto: Jens Gregers Aagaard, Odense Bys Museer.

Foto: Jens Gregers Aagaard, Odense Bys Museer.

Fra maj 2013 og frem til september 2014 har Odense Bys Museer foretaget udgravninger omkring Thomas B. Triges Gade i centrum af Odense, og udgravningen har kastet mange fine fund af sig. Et hængekors af guld fra 1300-tallet hører til blandt de fine fund, og mange vil sikkert huske en gruppe tønder, som har været anvendt som latriner. Der har rent ud sagt været skide gode bevaringsforhold i Odense!

http://museum.odense.dk/viden/arkaeologi/aktuel-arkaeologi/thomas-b-thriges-gade

De gode bevaringsforhold har nu resulteret i endnu et fint lille fund. Under efterbearbejdningen af de store mængder af fund fra udgravningen fandt arkæologerne en lille træpind, som er brækket i tre stykker. I alt måler den ca. 9 cm i længden, 1,2 cm i bredden, og den er nogle få mm tyk. Den er fundet i en handelsbod i et lag, der kan dateres til begyndelsen af 1200-tallet. Pinden er interessant, fordi der er runer på den, og fordi den er en af de ganske få runepinde, man har fundet i en arkæologisk byudgravning i Danmark. Træpinde med runer på må ellers have været meget almindelige i middelalderen. Under udgravningerne af Bryggen i Bergen i slutningen af 1950’erne fandt man mere end 600 sådanne indskrifter, som vidnede om en meget udbredt runeskriftkultur i middelalderens verden, nok især i handelsmiljøerne. Men langt de fleste runepinde er for længst smuldret væk, og man skal være mere en almindeligt heldig for at finde dem i dag.

Jeg havde mulighed for at foretage en foreløbig undersøgelse af runepinden på Odense Bys Museer fredag formiddag lige før påske. Som runolog er det vigtigt at se indskrifterne før konservering, men man skal være opmærksom på, at der kan komme detaljer frem efter konserveringen, som kan være vigtige for læsningen og dermed selvfølgelig også for tolkningen. Indskriftens sproglige indhold diskuterer jeg til stadighed med Peter Zeeberg, seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og forhåbentlig kan vi ved fælles hjælp nå frem til en løsning. Den følgende redegørelse er det foreløbige resultat af vore anstrengelser.

Det er ikke helt let at afkode teksten på sådan en runepind. Selve pinden har før konservering ca. samme konsistens som koldt smør, og en djævelsk, lille rod har boret sig ind i træet på langs ad indskriften på den ene side, hvilket forstyrrer lidt. Træpinden er brækket i tre stykker, og kun de to første stykker træ passer ifølge konservator Jens Gregers Aagaard umiddelbart sammen. Mellem stykke 2 og 3 mangler der lidt, og kun den allernederste flig (eller øverste alt efter hvordan man vender pinden) kan sættes sammen. Der er runer på begge sider af pinden, og det ser ud til, at den fulde tekst er bevaret – når vi altså ser bort fra lakunen mellem stykke 2 og 3. I den ene ende af pinden ser der ud til at være et lille ødelagt hul, som pinden kan have hængt i, og i den anden er der god afstand til kanten fra den sidste rune på begge sider.

Det meste af teksten er skrevet på latin, og nu er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Selv om en tekst er skrevet med runer, kan det sprog, man anvender, altså godt være latin. Nøjagtig ligesom at man kan skrive dansk, engelsk, tysk osv. med vore moderne bogstaver. Vi har altså at gøre med en runetekst, som er skrevet (delvist) på latin.

På den ene side af pinden er der på det første brækkede stykke fem runer, som muligvis kan læses tamen – det latinske ord ’alligevel’ eller ’dog’. På det næste stykke står der est, og derefter runerne salu-. Herefter mangler der noget af pinden, så vi får ikke afslutningen af salu-. Vi ved faktisk ikke hvor langt ordet er, og om det bliver efterfulgt af et fjerde ord inden skilletegnet og runerne sukr, som afslutter indskriften på denne side af pinden. Det er vanskeligt at få en sammenhængende mening ud af dette. tamen est er latin for ’alligevel er’ eller ’dog er’, men det virker mærkeligt, at det står i begyndelsen af en tekst. Tolkningerne for det efterfølgende salu- byder på en bred vifte af muligheder. I latinordbogen er der mere end 30 gloser, der begynder med salv– eller salu-. Ordet kan f.eks. tolkes som salus ’godt helbred’, men sikre kan vi ikke være, når de efterfølgende runer mangler eller ikke kan læses. De sidste fire runer sukr ser ikke umiddelbart ud til at være et latinsk ord, med mindre der er tale om en forkortelse. Det er fristende at tolke det som et gammeldansk ord, f.eks. adjektivet sýkr ’syg’, evt. brugt som substantiv ’den syge’, selv om der også er flere formelle muligheder. På den måde kunne det stå i modsætning til salus ’godt helbred’. Det er lidt usædvanligt at blande sprogene, men det er dog set før, blandt andet i grønlandske kristne runeindskrifter fra middelalderen.

På den anden side af pinden kan man udlede teksten famulum suum, derefter kommer bruddet mellem stykke 2 og 3, og til sidst runerne t=umi eller t=ume som må være mandsnavnet Tomme. Det er sikkert runeristeren selv, der kommer til orde her, og han har øjensynlig været mere fortrolig med at skrive sit eget navn, idet to af runerne t og u er skrevet som binderuner – det vil sige, at de har fælles hovedstav. Tomme er en kortform af navnet Tormod eller Tormund, og det går igen i stednavne som Tommerup. famulum suum er akkusativ ental af famulus suus, som betyder ’hans tjener’ eller snarere ’sin tjener’, men hvis tjener det er, ved vi ikke. I middelalderlig sammenhæng blev det ofte brugt for ’guds tjener’, og vi kender vendingen fra blyamuletterne fra Blæsinge og Romdrup, hvor elverfolk, sygdomme og onde ånder manes til ikke at skade ’denne Guds tjener’, og fra blyamuletten fra Kävlinge i Skåne, hvor Gud anråbes til at velsigne og beskytte hans tjenere og tjenerinder.

Indtil videre ved vi ikke, hvad meningen har været med teksten på runepinden fra Odense. Mest sandsynligt er det nok, at den har været brugt som en amulet for at beskytte ejeren, Tomme, mod sygdom, onde ånder og død, eller for at sikre ham godt helbred. Det er også muligt, at den med sine mere eller mindre løsrevne tekstdele repræsenterer en del af et større hele, dvs. flere pinde som ikke er bevaret, eller at risteren, Tomme, har øvet sig i latinske fraser.

Under alle omstændigheder er den lille runepind fra Odense et vigtigt fund. Selv om den i dag fremstår som et enestående fund, har den oprindelig haft tusindvis af søskende. Den vidner om middelalderens udbredte runeskriftkultur, som vi i dag kun kender stumper af, og den minder os om, hvor meget der siden er gået tabt.

 

Mere info om udgravningerne og det nye runefund kan findes på Odense Bys Museers hjemmeside http://odensebysmuseer.dk/

 

2 Kommentarer til “En runepind fra Odense ”


  1. 1 Morten 21. april 2015 kl. 07:28

    Tak for den spændende artikel. Det var interessant læsning.

  2. 2 Lisbeth Imer 22. april 2015 kl. 08:30

    Tak skal du have! :-)