Durup-stenen er IKKE stjålet

Durup lille

Durup-stenen er ikke stjålet. Det lyder ikke som en historie, nogen kunne være interesseret i, men det er det måske alligevel, for det seneste døgns tid har vi troet, at Durup-stenen var stjålet. Det viste sig, at stenen af konserveringshensyn var midlertidigt fjernet, og at den bliver bragt tilbage, når restaureringen er slut. Sagen er dermed afsluttet, men det har været interessant at iagttage, hvordan et ramaskrig har bredt sig i befolkningen over den mistede runesten. I avisen Nordjyske var der en historie om den stjålne runesten, og den artikel er blevet delt et utal af gange på de sociale medier. Blandt kommentarerne på Facebook var ”Må hans røv klø, og hans arme være for korte!” ”Det er virkelig sørgeligt. Den ansvarlige skulle på hjul og stejle” og ”Må tyven blive til en ræte!” Det er stærke udsagn, men det siger noget om, hvor stor en del af os kulturarven er – både den fysiske og den sproglige. Selv om der ikke er mange af os, der personligt har besøgt Durup-stenen, så er det vigtigt for os, at den – og alle de andre runesten – findes og er i god behold. Lidt ligesom at vi har det godt med, at Solvognen står på Nationalmuseet, selv om vi ikke besøger den særligt tit.

Med de fleste runesten er det sådan, at vi kan besøge dem, når som helst vi har lyst. Mange af dem står i kirker og våbenhuse, eller de sover ude om natten på kirkegårde eller i herregårdsparker. Tænk, at vi kan gå hen og se de mennesker i øjnene, som levede her i landet for 1000 år siden. Vi ved endda, hvad de hed. Det er et enestående privilegium, og det kan kun lade sig gøre, fordi vi alle sammen er med til at passe på kulturarven. Vi skal nemlig huske på, at kulturarven ikke kun er vores – den er også vore børns og børnebørns og oldebørns og deres børns og …

Durup-stenen blev fundet i 1885 under restaurering af Durup Kirke, men blev kløvet i flere stykker. Kun et fragment af toppen er bevaret. Herefter blev den bragt til Nøragergård, hvor den stadig står i haven. Indskriften lyder ’… satte/rejste denne sten efter Toke … en god thegn.’

Historien i pressen: http://nordjyske.dk/nyheder/vognmand-havde-taget-runestenen/9a7c0982-d70d-4aa1-9419-204197c89c4b/112/1513

3 Kommentarer til “Durup-stenen er IKKE stjålet ”


  1. 1 Kim Kristensen 24. november 2015 kl. 19:07

    Har man fundet ud af hvad udtrykket ”ræte” betyder ?

  2. 2 Jan Eskildsen 13. august 2016 kl. 11:12

    Denne kommentar er et spørgsmål om noget andet end ovenstående omhandler, men jeg kan ikke se, hvordan jeg ellers skal spørge.
    *
    Jeg har genset denne:
    Østerlarsker-sten 2 Bh 49
    http://runer.ku.dk/VisGenstand.aspx?Titel=Østerlarsker-sten_2
    *
    Datering: 1025-1075
    Dateringssikkerhed: Sikker.
    *
    Er dateringen baseret på stenens runer, eller spiller andet ind?
    Venligst
    Jan

  3. 3 Bjarne Purup 12. april 2017 kl. 19:54

    Er denne blog død?

Efterlad en kommentar