Blue hour ved Brohuse-stenen og en frisk brise på Svaneke kirkegård

Der lægges lys på Brohuse-stenen.

Der lægges lys på Brohuse-stenen.

I ca. en halv time hver dag omkring skumringstide har himlen en særlig blå farve, som tager sig godt ud på fotos; i fotosprog kalder man den time for ”blue hour” – den blå time. Den halve time bruger vi gerne ved runesten, som står i særligt smukke omgivelser, og det skal helst gå lidt stærkt med at få udstyret rigget til, tændt generatoren, kontrolleret, at runerne står tydeligt og forsøge ikke at genere forbipasserende bilister med en 1000 watts pære lige i synet. Især det sidste kan være lidt en udfordring. I går var vi ved Brohuse-stenen, som er rejst i en lille lund lidt syd for Brohuse-broen. Stenen har været genanvendt som bygningselement i broen og er gået lidt i stykker, men den næsten forrevne ruin af en sten tog sig ret godt ud i sidelyset i den blå time.

Den forrevne Brohuse-sten i sidelys.

Den forrevne Brohuse-sten i sidelys.

Indskriften er placeret på stenens ene smalle side, og stenen er rejst af Bove til minde om Thykil eller Thorkel.

Der lægges lys på den 3 meter høje sten på Svaneke kirkegård.

Der lægges lys på den 3 meter høje sten på Svaneke kirkegård.

På Svaneke kirkegård står der en runesten, som også er rejst af en Bove, denne gang ‘efter sin gode far Økil’. Vi ved ikke, om det er den samme Bove, der er på spil, men da begge sten hører til i den ældste gruppe af bornholmske runesten, og de begge i øvrigt er rejst på den østlige side af øen, foreligger muligheden da. Stenen på Svaneke kirkegård var kendt allerede af Ole Worm i 1643; da lå den over et vadested tæt ved Gyldensgård. Efter en tid at have ligget i en ny landevejsbro over Gyldenså, blev den endelig 1852 udtaget og opstillet på Svaneke kirkegård, hvor den nu tårner sig 3 meter op i luften. Flot og majestætisk må den have været, da den stod ved vadestedet, og man forstår godt, at den lange sten blev brugt som bro over åen senere hen i livet. Det er ikke altid let at arbejde med de meget høje runesten, især ikke når der kommer en let brise fra havet. Her kunne vi ofte godt bruge en ekstra hånd til at holde en lampe, mens runologen læser runerne og fotografen fotograferer stenen.

Husk nu det med at man kan læse mere osv. på http://runer.ku.dk

 

0 Kommentarer til “Blue hour ved Brohuse-stenen og en frisk brise på Svaneke kirkegård ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar