Amulet fra 1000-tallet

FP8261.6Areduceret

I forbindelse med Odense Bys Museers udgravning på Gråbrødre Plads i Odense blev der fundet en lille møntlignende amulet med en diameter på 21 mm. Den er lavet i en kobberholdig legering og er kun præget på den ene side. Den er fragmenteret to steder på randen: Har der engang siddet en øsken – eller to overfor hinanden – som nu er brudt af?

Amuletten efterligner tydeligvis en mønt med et dobbelt korsmotiv med punkter i korsvinklerne. Der eksisterer ufattelig mange forskellige mønttyper fra 1000-tallet og 1100-tallet, som er prydet af et kors. Også de dobbelte kors er der en del af; de kendes allerede fra slutningen af 900-tallet. Men et helt præcist forbillede eller en helt præcis parallel kan jeg ikke lige komme på. Alt taler dog for at den lille amulet må være fremstillet engang i 1000-tallet, hvor vi også ved at der produceredes en del møntefterlignende amuletter i Lund.

Det er så lidt tankevækkende. For hvis amuletten er fremstillet så tidligt, er den et af de ældste fund fra pladsen. Der er fundet rester af en lidt senere bebyggelse, og Erik Glipping grundlagde et Gråbrødrekloster på stedet i 1279. Ved udgravningen er der fundet rester af den middelalderlige klosterkirke og kirkegården. Amuletten er et løsfund fra afrensning så fundomstændighederne kan i dette tilfælde ikke føre os videre til en mere præcis datering, endsige fortælle hvad den lille amulet lavede dér.

Inv.nr. FP 8261

Om lignende amuletter se: Møntmestrene laver smykker, i: 1000-tallets danske mønter i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet 1995, s. 102. 

0 Kommentarer til “Amulet fra 1000-tallet ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar