19 nye fotos af gamle runesten i kassen

I går var en af de der dage, hvor alting bare lykkes. Efter en onsdag aften, hvor vi pga. regn og slud ikke kunne arbejde, kørte vi tidligt torsdag morgen ud til kirken i Øster Bjerregrav for at fotografere den runesten, der står i våbenhuset dér. Runestenen er sat af Gyda efter hendes mand, Thorbjørn – og nej, det er ikke den samme Gyda, som ristede runepinden “Gyda siger, du skal gå hjem” i Bergen.

Roberto rigger til i Øster Bjerregrav.

Uden for kirken i Øster Bjerregrav står “storebror”, som vi må komme tilbage til en aften efter mørkets frembrud. Denne runesten er langt mere slidt, men har været en ganske imponerende størrelse i vikingetiden, og den er også rejst af en kvinde, Tove, efter hendes mand.

Den store Øster Bjerregrav-sten uden for kirken.

Derefter gik det slag i slag gennem dagen, og vi nåede at fotografere i alt otte runesten i Borup, Spentrup, Lem, Laurbjerg, Virring, Øster Alling, hvor vi blev budt på kaffe og kage af den flinke graver, og endelig Rimsø, som blev denne uges grande finale. Rimsø ligger helt ude på Jyllands næsetip, og runestenen er nu rejst på den høj, som er på kirkegården. Den blev oprindeligt opdaget i kirkens sydmur i 1800-tallet.

Runestenen i Rimsø.

Nu er vi på vej hjem fra denne uges arbejde, men vi fortsætter arbejdet i næste uge, hvor vi kører til Midtsjælland og Lolland, og så vender vil tilbage til Jylland ugen efter. Så følg med på bloggen!

2 Kommentarer til “19 nye fotos af gamle runesten i kassen ”


  1. 1 Morten Bjørnholt-Schou 10. marts 2012 kl. 14:04

    Det er altid spændende, når man får lejlighed til at beskæftige sig med hvad vore vikingeforfædre og mødre tænkte og skrev, så det er dejligt, at man nu vil fotografere og blogge om det. Forhåbentlig bliver der også plads til at skrive lidt om runeindskrifternes indhold samt en mere udførlig beskrivelse af hvor de enkelte sten befinder sig. Jeg ser frem til at følge bloggen.

  2. 2 Lisbeth Imer 12. marts 2012 kl. 16:32

    Kære Morten,
    Roberto Fortuna og jeg ville meget gerne skaffe penge til at lave en bog om vikingetidens runesten, hvor vi beskriver og viser i flotte farvefotos hele traditionen fra dens begyndelse i 700-tallet til dens ophør i løbet af 1000-tallet. Indtil videre kan du klikke ind på http://runer.ku.dk – populært kaldet “Runedatabasen”. Det er et samarbejde mellem Københavns universitet og Nationalmuseet, hvor vi har samlet oplysninger om alle runeindskrifter i DK. Jeg er for tiden i øvrigt i gang med en større artikel om runestenstraditionen i DK, som skal udkomme i forbindelse med Jellingprojektet, og ellers er der jo skrevet et væld af artikler om runesten i både inden- og udenlandske tidsskrifter. Hvis du er interesseret i at dykke mere ned i emnet, kan du se, om du kan få fat i Gunhild Øeby Nielsens bog “Runesten og deres fundforhold” fra 2007. Det er den nyeste bog, jeg kender til om runesten, og der er givetvis en masse henvisninger til anden litteratur.
    Mvh Lisbeth

Efterlad en kommentar