Kraftruner og en død generator ved Björketorp-monumentet

Himmelglansrunerækken under stjernehimlen ved Björketorp

Himmelglansrunerækken under stjernehimlen ved Björketorp

Lige der hvor Björketorp-, Leråkra- og Listerby-sognene mødes, står Björketorp-monumentet; tre høje sten, som tilsammen danner en trekant. Den ene spids af trekanten udgøres af den 4 meter høje Björketorp runesten, som er ristet en gang i 600-tallet. Vi har altså at gøre med en af de absolut ældste runesten, som findes på gammeldansk område.

Vi gør klar ved Björketorp

Vi gør klar ved Björketorp

Indskriften er en af de vanskeligste tekster at tolke. Vi kender næsten ingenting til 600-tallets sprog og sprogbrug, og Björketorp-stenen (og dens brødre i Stentoften, Istaby og Gummarp) er nogle af de eneste tekster vi overhovedet kender fra denne del af jernalderen. Teksten lyder på den ene side af stenen ’Jeg spår fordærv.’ og på den anden ’Himmelglansrunerækken skjulte jeg her, kraftruner. Med argskab uophørlig med trolddomsdød, (bliver) den der bryder det (mindesmærket).’ Med nutidens øjne er det svært helt at begribe teksten, men budskabet er i hvert fald ikke til at misforstå: Hvis du ikke overholder de regler, der er sat op for dette område, bliver det værst for dig selv! Man kan tænke sig, at de fire runesten, som hører til Lister-halvøen, blev rejst i en periode, hvor magten i et større område blev centraliseret på få hænder, hos Hådulv og hans slægt.

R.I.P. good old Flash

R.I.P. good old Flash

Der hviler en særlig ånd over Björketorp. Måske er det Hådulv, der stadig går og passer på stedet, og måske er det runestenens forbandelsesindskrift, der gjorde, at den go’e gamle flashgenerator, som nu har fulgt Roberto på landevejene i de sidste 20 år gik op i røg. ’Puff!’ sagde det, og så stod der røg og gnister ud fra den, som man ellers kun ser det på film. Som gode spejdere er vi altid beredt, så vi havde en ekstra i bilen – heldigvis.

PS. I aftes, d. 1. april, kom jeg til at skrive på facebook, at vi havde fundet en ekstra runesten ved Björketorp. Til jer der hoppede på den: APRILSNAR!!! Ha ha ha ha :-D

Østermarie kirkegård – Bornholms bedste runestensbeliggenhed

Capture One Session2077Der er nogen, der siger, at det spøger på Østermarie kirkegård, og stedet indbyder da også til det med den gamle pittoreske kirkeruin. Men hvis det virkelig spøger, så må det være nogle gode og rare spøgelser, som går og passer på stedet, for vi følte os i hvert fald velkomne i aftes ved skumringstide. Mellem den nye kirke og ruinen står fire runesten, hvoraf de tre har været genbrugt som bygningssten i den gamle kirke; den fjerde blev fundet liggende i jorden på kirkegården. Noget godt kom der da ud af at rive den smukke bygning ned.

Runestenen blev brugt som tærskelsen i den gamle Østermarie kirke. Man kan se hvordan tusindvis af fødder har slidt på den nederst på stenen.

Runestenen blev brugt som tærskelsen i den gamle Østermarie kirke. Man kan se hvordan tusindvis af fødder har slidt på den nederst på stenen.

Situationen i Østermarie beskriver meget godt det generelle billede af runestens nuværende placering, om end sceneriet her er mere malerisk end mange, mange andre steder. Runesten står kun sjældent på deres oprindelige plads. Vi har allerede set, hvordan de højeste af de bornholmske runesten gerne blev brugt som broer over mindre vandløb, og rigtig mange er genanvendt som bygningselementer i de middelalderlige kirker. Gad vide, hvor mange der endnu sidder indmuret hist og her, og som vi nok aldrig får kendskab til – jeg tør slet ikke gætte.

I Klemensker er der tre runesten på kirkegården. I kirkegårdsmuren fragmenter af tre andre.

I Klemensker er der tre runesten på kirkegården. I kirkegårdsmuren fragmenter af tre andre.

I ugens løb har vi besøgt og fotograferet 23 bornholmske runesten. Vi mangler 16 for at gøre arbejdet færdigt, og vi glæder os utrolig meget til at vende tilbage til klippeøen i oktober måned, når det atter er blevet vejr til at fotografere runesten.

Årets runeselfie!

Årets runeselfie!

Kærlige hilsener

Roberto og Runeheksen

Opskrift på runestensfoto (2 pers.)

Udstyr1 fotograf

1 runolog

1 kamera, gerne Hasselblads det bedste

1 kamerastativ

1 computer

1 flashgenerator

1-2 lamper

1-2 lampestativer

1 pandelampe (hvis dette ikke haves, kan lommelygte gå an)

evt. 2 barn doors til lamperne

evt. 2-3 stykker sort molton til mørklægning

evt. 1 benzingenerator (hvis strøm ikke kan nås med kabeltromle eller forlængerledning)

Ingredienserne læsses på forsvarlig vis ind i en bil, og der køres ved gennemsnitlig hastighed til runesten efter eget valg. Her sætter man sig roligt og venter på mørkets frembud, med mindre man har afstemt det nøje med tiden. Eftersom ventetid som bekendt kan føles lang, er oktober-november eller marts-april absolut at foretrække; her falder mørket hurtigere på. Ventetiden kan fordrives med at hente udstyr fra bil til runesten og rigge til. Kamera og computer forbindes og tændes. Lamper stilles op og forbindes til flashgeneratoren. Der tages højde for vindforhold, og lampen må endelig ikke komme for højt op uden opsyn, ellers vælter den. Fotoets vinkel planlægges. Runesten har som alle andre primadonnaer en bedste vinkel. Lysets vinkel planlægges. Det skal helst komme højt oppefra, og der skal tages højde for eventuelle skader, afsatser og fremspring i stenen. Lyset må heller ikke falde langs med hovedstave, bistave og ornamentlinjer, ellers forsvinder disse. Nu skal fotografen gøre sit bedste med lyset, det vil sige holde lampen i den bedste vinkel, og runologen skal kontrollere, at hele teksten, eller i det mindste så meget som muligt står klart. Dette øjeblik fastfryses i nogle få sekunder, allerhøjst et halvt minut, og den der har en hånd fri, trykker på knappen. Runolog og fotograf lægger sig på knæ foran computeren for at tjekke om alle detaljer er i orden. Skarpheden tjekkes også. I de allerheldigste tilfælde er der nu et godt runestensfoto i kassen. I langt de fleste tilfælde er det om igen. Og om igen. Og endnu en gang. Og liiige en sidste gang. Ingen går hjem, før alle er tilfredse. Der justeres på lysstyrken. Fotoet må hverken være for lyst eller for mørkt. Det må heller ikke være for fladt. Der må heller ikke være mørke huller og lyse partier. Der zoomes ind og ud på fotos, og flere versioner sammenlignes. Det bedste foto vælges ud, og udstyret pakkes ned igen og ind i bilen. Der fortsættes nu til næste runesten.

Aflysning i tilfælde af regnvejr.

Det er ganske få centimeter lyset skal flyttes for at få det optimale foto. Her er forsøg med Åker 1. Læg mærke til at nogle runer forsvinder i mørke skygger.

Det er ganske få centimeter lyset skal flyttes for at få det optimale foto. Her er forsøg med Åker 1. Læg mærke til at nogle runer forsvinder i mørke skygger.

En ret fin lyslægning af stenen. Dog er der et parti øverst på spidsen, som ligger i skygge.

En ret fin lyslægning af stenen. Dog er der et parti øverst på spidsen, som ligger i skygge.

Den optimale lyslægning af stenen.

Den optimale lyslægning af stenen.

 

 

Blue hour ved Brohuse-stenen og en frisk brise på Svaneke kirkegård

Der lægges lys på Brohuse-stenen.

Der lægges lys på Brohuse-stenen.

I ca. en halv time hver dag omkring skumringstide har himlen en særlig blå farve, som tager sig godt ud på fotos; i fotosprog kalder man den time for ”blue hour” – den blå time. Den halve time bruger vi gerne ved runesten, som står i særligt smukke omgivelser, og det skal helst gå lidt stærkt med at få udstyret rigget til, tændt generatoren, kontrolleret, at runerne står tydeligt og forsøge ikke at genere forbipasserende bilister med en 1000 watts pære lige i synet. Især det sidste kan være lidt en udfordring. I går var vi ved Brohuse-stenen, som er rejst i en lille lund lidt syd for Brohuse-broen. Stenen har været genanvendt som bygningselement i broen og er gået lidt i stykker, men den næsten forrevne ruin af en sten tog sig ret godt ud i sidelyset i den blå time.

Den forrevne Brohuse-sten i sidelys.

Den forrevne Brohuse-sten i sidelys.

Indskriften er placeret på stenens ene smalle side, og stenen er rejst af Bove til minde om Thykil eller Thorkel.

Der lægges lys på den 3 meter høje sten på Svaneke kirkegård.

Der lægges lys på den 3 meter høje sten på Svaneke kirkegård.

På Svaneke kirkegård står der en runesten, som også er rejst af en Bove, denne gang ‘efter sin gode far Økil’. Vi ved ikke, om det er den samme Bove, der er på spil, men da begge sten hører til i den ældste gruppe af bornholmske runesten, og de begge i øvrigt er rejst på den østlige side af øen, foreligger muligheden da. Stenen på Svaneke kirkegård var kendt allerede af Ole Worm i 1643; da lå den over et vadested tæt ved Gyldensgård. Efter en tid at have ligget i en ny landevejsbro over Gyldenså, blev den endelig 1852 udtaget og opstillet på Svaneke kirkegård, hvor den nu tårner sig 3 meter op i luften. Flot og majestætisk må den have været, da den stod ved vadestedet, og man forstår godt, at den lange sten blev brugt som bro over åen senere hen i livet. Det er ikke altid let at arbejde med de meget høje runesten, især ikke når der kommer en let brise fra havet. Her kunne vi ofte godt bruge en ekstra hånd til at holde en lampe, mens runologen læser runerne og fotografen fotograferer stenen.

Husk nu det med at man kan læse mere osv. på http://runer.ku.dk

 

På Bornholm er der 40 runesten

Opstilling til arbejdet med Nylarsker 2, som er meget slidt. Den lå uden for indgangen til våbenhuset indtil 1855. Tusindvis af fødder må have vadet hen over stenen. Det taget i betragningen har den jo sådan set holdt meget godt.

Opstilling til arbejdet med Nylarsker 2, som er meget slidt. Den lå uden for indgangen til våbenhuset indtil 1855. Tusindvis af fødder må have vadet hen over stenen. Det taget i betragningen har den jo sådan set holdt meget godt.

På Bornholm er der 40 runesten, som kommer i kameraets søgelys i år. Den bornholmske runestensskik er senere end den øvrige danske og varede kun et par generationer i midten af 1000-tallet; den øvrige danske begyndte allerede i 700-tallet og varede i flere hundrede år. De bornholmske runesten minder på grund af deres alder meget om de svenske i deres udformning. Skriftbåndene snor sig ofte kunstfærdigt som slanger rundt på stenene, og de er ofte afsluttet af dyrehoveder – dragehoveder eller slangehoveder – som man også ser de på de svenske sten.

Der er næsten ikke nogen af klippeøens runesten, som står rejst på deres oprindelige plads. De er i fordums tid hentet hen til kirkerne, hvor de enten er blevet rejst på kirkegården eller (meget ofte) genanvendt som byggeelementer i kirkerne. Og det er netop ved kirkerne, vores arbejde foregår i denne uge. Vi startede morgenen i Bodilsker, hvor der står to sten i våbenhuset og fortsatte til Nylarsker og Rø. I aften vender vi tilbage til Bodilsker for at fotografere stenen, som sidder indmuret i kirkemuren, og vi skal også en lille tur til Brohuse for at fotografere den runesten, som man fandt i to stykker under broen i 1866. Vi afslutter dagen på Svaneke kirkegård, hvor Østermarie 4 eller Gyldenså-stenen nu står rejst.

Husk at man altid kan finde flere oplysninger om stenene på http://runer.ku.dk

To dejlige runesten i Maribo

Vi forsøger at læse lidt på Sædinge-stenen. Foto: Leif Plith Lauritsen

Vi forsøger at læse lidt på Sædinge-stenen. Foto: Leif Plith Lauritsen

I Maribo står to dejlige runesten, Sædinge og Skovlænge, og trykker sig lidt op ad museets mur. Iflg. museets mand på stedet, Leif Plith Lauritsen, er der planer om at flytte stenene indendørs under bedre bevarings- og formidlingsmæssige forhold, og sådan et tiltag kan jeg kun bifalde. Selv om de to runesten får vinterfrakker på hver vinter, er der flere forhold, som taler for at flytte dem indendørs. Sædinge-stenen er ristet på alle fire sider, og når den som nu står op ad en mur, er det meget vanskeligt at komme til at se runerne på bagsiden af stenen. Stenen blev fundet ved et gammel vadested i 1854 og blev kløvet i ni dele, før man opdagede runerne. Teksten er selvfølgelig meget fragmentarisk, og stenens knudrede overflade fremmer ikke ligefrem en sikker læsning af teksten. Det volder os altid store vanskeligheder at lyslægge den slags runesten, så vi kan få et ordentligt billede. Det lykkedes os selvfølgelig kun at få gode fotos af tre af de i alt fire runebeskrevne sider af stenen, så vi glæder os til at komme tilbage til Maribo, når stenen er rykket lidt ud fra sin plads ved muren.

Skovlænge-stenen. Spiralornamentet midt i ordet 'thegn' ses lige over min hånd. Foto: Leif Plith Lauritsen.

Skovlænge-stenen. Spiralornamentet midt i ordet ‘thegn’ ses lige over min hånd. Foto: Leif Plith Lauritsen.

Skovlænge-stenen er en helt anden sag og meget lettere at fotografere. Den er kun ristet på den ene flade side, og selv om granitten er forstyrret af en anden stenart, som løber ned over stenen i højre side, betyder det ikke noget for læsningen. Runeristeren har nemlig behændigt styret næsten helt fri af denne forstyrrelse, som har været vanskelig at hugge i. Teksten skal læses nedefra og op i parallelle rækker, og afsluttes i flere tilfælde af spiraler allerøverst. Tekstbåndene er desuden adskilt af dobbelte rammestreger ligesom på Tågerup-stenen, som også er fra Lolland, og som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Det ser ud som om risteren har lavet dette layout før han har hugget runerne. I den sidste linje yderst til højre kommer der nemlig en spiral midt i ordet þiakn ’thegn’, og her må simpelthen være tale om en fejl, idet det ikke kan være tilsigtet at dele ordet med et ornament på denne måde. Sjovt nok er der også en risterfejl i Tågerup-stenens indskrift, hvor runeristeren har glemt et ord, som han har indskudt i teksten senere, men vi kan ikke vide, om det er den samme uheldige runerister, der har været på spil.

Man kan læse mere om stenene og deres indskrifter på http://runer.ku.dk ved at søge på ’Skovlænge’ og ’Sædinge’.

Fire runesten i Hedeby og en lille en i Slesvig

Næsten klar til foto af den store Sigtryg-sten.

Næsten klar til foto af den store Sigtryg-sten.

I Wikingermuseum Haithabu står der fire runesten, som alle er fundet i egnen omkring Hedeby og Slesvig. To af dem er rejst af Asfrid efter hendes og Gnupas søn, kong Sigtryg. Disse personer var medlemmer af en kongeslægt, som regerede formentlig i dele af Danmark i begyndelsen af 900-tallet. Slægten mistede iflg. de skriftlige kilder sin magt til Jelling-dynastiet, hvor Gorm den Gamle var den mest fremtrædende. De to Sigtryg-sten har næsten enslydende indskrifter, men deres form og størrelse er meget forskellige. Den store Sigtryg-sten er oversået med skålgruber langs hele den ene side og er mere end to meter høj. Den har været en majestætisk sten at skue, da den stod i Vadestedet mellem Selk Nor og Haddeby Nor, hvor den blev fundet. Den lille Sigtryg-sten blev fundet i en bastion på Gottorp slot og er kun godt en meter høj. Vi ved ikke, hvor den oprindeligt har stået.

Roberto lidt til vejrs for at få runerne i skriftbåndet oven på den lille Sigtryg-sten med.

Roberto lidt til vejrs for at få runerne i skriftbåndet oven på den lille Sigtryg-sten med.

De to andre Hedeby-sten knytter sig til persongalleriet omkring Svend Tveskæg og er altså et par generationer eller tre yngre end Sigtryg-stenene. De er særlige ved, at de nævner stednavnet Hedeby, som var en af de største handelspladser – og dermed knudepunkter – i vikingetiden. Kontrollen med Hedeby var vigtigt for at fastholde magten, og indskrifterne nævner da også en eller flere situationer, hvor der har været kamp om Hedeby; den store sten er rejst efter Erik, som døde under en belejring af Hedeby.

Den imponerende høje og meget beskadigede sten, som er rejst efter Erik, der døde under en belejring af Hedeby.

Den imponerende høje sten, som er rejst efter Erik, der døde under en belejring af Hedeby.

I et lille undseeligt hjørne i middelalderudstillingen på Gottorp slot står en meget lille runesten på 68 cm i højden, Slesvig-stenen, som blev fundet indmuret i Slesvig domkirke. Stenens tekst er meget fragmenteret, men omtaler en person, som døde i England. På bagsiden er stenen ornamenteret i Urnesstil, så vi bevæger os formentlig et sted i midten af 1000-tallet. Da man fandt stenen i 1897, kunne man konstatere røde farverester i runerne. Det ser man aldrig på de runesten, som har sovet ude om natten i de sidste 1000 år, og derfor skal vi ikke kun græmmes over, at runesten blev hugget til og brugt i senere kirkebygninger. Så er den slags nemlig bedre bevaret, og kirkerne kan man jo altid rive ned igen!

Man kan læse mere om Hedeby- og Slesvig-stenene ved at kigge i http://runer.ku.dk og søge på ”Haddeby-sten” eller ”Slesvig-sten”.

Runestensroadshowet skudt i gang – igen

faaborg

I dag har vi endelig skudt runestensprojektet i gang igen. I løbet af foråret skal vi besøge Bornholm samt de gammeldanske områder Slesvig og Skånelandene for at fotografere runestenene der. I dag har vi startet lidt blødt ud med at besøge en gammel ven i Faaborg; runestenen som blev opdaget i Faaborg Havns kystsikring i 2006. Runestenen, som formentlig hører til de ældste danske runesten (dem er der mange af på Fyn), bærer kun et enkelt ord, mandsnavnet ’Aslak’.  Disse korte indskrifter kender vi fra mange af de andre tidlige runesten, f.eks. Øster Løgum, som vi har besøgt ved Hærvejen, Flemløse-stenen, som i dag står i Jægerspris slotspark, og Starup-stenen som i dag står på Starup kirkegård.

I morgen ganske tidligt indtager vi Hedeby og fotograferer de fire Hedeby-sten, som er på museum her. Senere på dagen drager vi videre til Lolland og kigger på stenene foran museet i Maribo, og så går turen hjemad for at planlægge næste tur til Bornholm, som begynder 17. marts, hvis vejrguderne tillader det.

OL og mønter

50 pence slået i forbindelse med OL i London

50 pence slået i forbindelse med OL i London

 

I forbindelse med vinter-OL har den russiske Nationalbank sat 47 forskellige såkaldte erindringsmønter til salg. Mønternes motiv stammer fra de olympiske vinterlege og bliver produceret i forbindelse med det igangværende vinter-OL. Umiddelbart forbinder man ikke OL med mønter, men de russiske OL-mønter er del af en tradition som har eksisteret i mange år, og som strækker sig tilbage til det antikke Grækenland.

 

De græske lege

De moderne olympiske lege er inspireret af græske religiøse og atletiske festivaler. Festivalerne blev afholdt i flere forskellige bystater f.eks. de olympiske lege i Olympia til ære for Zeus og de pythiske lege i Delfi til ære for Apollon. Inskriptioner fundet i Olympia daterer legene tilbage til i hvert fald 776 f.Kr., da de viser en oversigt over vinderne i en løbekonkurrence, der startede i dette år.

På mange græske mønter optræder sportslige motiver, men de forskellige bystater slog ikke erindringsmønter i forbindelse med festivalerne, som vi har gjort i moderne tid. Men nogle forskere mener, at der er eksempler på at en sejr kunne anvendes politisk og derfor blev afbildet på mønter. Anaxilas, der var leder af bystaten Rhegion i det sydlige Italien i 5. århundrede f.Kr. afbildede f.eks. en person i en stridsvogn på byens mønter for at proklamere sin sejr ved et hestevæddeløb.

Samlerobjekter

Omkring 393 e. Kr. forbyder kejser Theodosius I de sportslige festivaler, der ikke hører hjemme i det nu kristne imperium, og det er først i 1896 at legene bliver genoptaget. Det var franskmanden Pierre de Coubertin, der var med til at starte de moderne olympiske lege i 1896, men det er først i 1951 at de såkaldte OL-mønter dukker op. De blev slået i forbindelse med OL i Helsinki i 1952 og var 500 mark som cirkulerede i Finland som valuta. I forbindelse med sommer-OL i London i 2012 producerede den Kongelige Mønt i England et mønt-sæt bestående 30 forskellige 50-pence. Sættet var så populært, at det hurtigt blev udsolgt, og den Kongelige Mønt i England vurderer, at mere end 70% af de cirkulerende 50-pence er taget ud af cirkulation og indgået i samlinger. De russiske OL-mønter blev sat i cirkulation i 2011.

(Tine Bonde Christensen)

Spansk erindringsmønt i forbindelse med OL i Barcelona i 1992. Mønten var ikke gangbar i cirkulation.

Spansk erindringsmønt i forbindelse med OL i Barcelona i 1992. Mønten var ikke gangbar i cirkulation.

Skuffefund

Den ene side af blyamuletten fra Lejre-egnen. Foto: Tommy Olesen.

Den ene side af blyamuletten fra Lejre-egnen. Foto: Tommy Olesen.

Fredag d. 31. januar inviterede vi til Danefædag på Nationalmuseet. Vi havde omkring 160 detektorfolk som gæster til udstillingsåbning af Danefæudstillingen 2014, faglige foredrag samt debat og orientering om danefæbehandlingen.I den forbindelse holdt jeg et lille indlæg om middelalderens blyamuletter, som i disse år bliver fundet i stort antal ved hjælp af metaldetektor. De ser temmelig kedelige ud, når de kommer op af jorden; brune eller grå små sammenfoldede pakker eller klumper, som ikke er meget større end et stykke tyggegummi. Men efter en tur i kyndige konservatorers hænder lader de sig i heldige tilfælde udfolde som spændende historier, som kan have rødder helt tilbage i Antikkens verden. Et af de seneste og mest indholdsrige fund er amuletten fra Bregninge på Ærø, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Sådanne små kedelige blyklumper tiltrækker sig ikke megen opmærksomhed, når de ligger derude på marken – især ikke hvis der ikke er skrift på ydersiden. I rigtig mange tilfælde er blyet slidt helt blankt, så man kan ikke se, at der er tale om en amulet med tekst. Sådan var det f.eks. med Paul Uniackes fund fra Rynkeby på Fyn sidste år, men han samlede heldigvis fundet op alligevel!

Efter mit indlæg på Danefædagen snakkede jeg med flere detektorfolk, som lovede at holde øjne og ører åbne for middelalderens blyamuletter, og allerede næste eftermiddag var der bid. Tommy Olesen, en erfaren detektormand på Lejre-egnen, havde arvet en kasse med fund (ikke danefæ) efter en nu afdød detektormand, og for en god ordens skyld gik han fundene igennem for at tjekke, om der skulle ligge en blyamulet. Og det gjorde der. Siden amuletten blev fundet for vel en generations tid siden, havde man ikke regnet den for værende særlig gammel, og på et tidspunkt har nogen åbnet den – uvidende om, at der er tale om et stykke danefæ.

Amuletten blev straks bragt til Roskilde Museum, hvor den nu afventer at blive bragt til Nationalmuseet til danefævurdering. Ud fra de gode fotos, jeg har fået tilsendt, ser det ud til, at indskriften er skrevet med minuskelskrift (små latinske bogstaver), men ellers kender vi ikke til indholdet endnu. Behøver jeg skrive, at jeg glæder mig?