Runer og mønter

Kulturarven sikret. Jelling-stenene i deres nye hjem.

Et stort arbejde med at sikre Jelling-stenene mod vejr og vind, skolebørn og andre skandaler er nu efter flere års forberedelse fuldført. I årene 2007-2008 gennemførte Nationalmuseet, med stenkonservator Susanne Trudsø i spidsen, en undersøgelse af stenenes bevaringstilstand, og disse blev fundet kritiske. Derfor blev det fra Kulturarvsstyrelsens side besluttet, at de to nationalklenodier skulle sikres for eftertiden, og i 2009 udskrev Kulturarvsstyrelsen en arkitektkonkurrence for en overdækning, som skulle sikre begge sten på deres nuværende plads. Og i søndags blev det store arbejde fejret ved indvielsen af overdækningen med Kulturministerens tilstedeværelse samt en masse af de folk, som har fulgt eller deltaget i arbejdet.

Men var det nu den rigtige beslutning? Dét spørgsmål har været livligt diskuteret blandt lægmand og lærd gennem de sidste par år, og meningerne er delte. Nogle mener, at runestenene burde flyttes indendøre, og at man burde fremstille kopier af stenene, som så kunne stå i deres sted, og andre mener, at dét da ville være en skam, for en kopi kan jo aldrig blive det samme som den ægte vare. Og det er jo sandt nok. Andre igen mener, at overdækningerne slet og ret er grimme, og endelig er der dem, der mener, at man bare burde lade stenene være og lade dem lide den naturlige død, fordi sådan har det jo altid været. Og det er også sandt nok. Undlader man at gøre noget som helst, kan vi være stensikre(!) på, at stenene med tiden bliver til grus og sand.

Vi lever heldigvis i et land, hvor vi har valgt at sikre kulturarven, og selvfølgelig var det den rigtige beslutning at sikre Jelling-stenene for eftertiden. Eftersom de to runesten optræder på Verdensarvslisten er de meget mere udsat for slid og hærværk end andre runesten, der står rundt omkring i landskabet – antallet af besøgende ved Jelling-stenene kan slet ikke sammenlignes med antallet af besøgende ved andre, mindre eksponerede (men i mange henseender ikke mindre interessante!) runesten. Hvordan man så har valgt at sikre stenene – det er stridsspørgsmålet, og jeg tror næppe, man kunne have truffet en beslutning, som havde vundet gehør hos samtlige danskere og andre, som har en mening om sagen. Personligt havde jeg helst set, at det ikke havde været nødvendigt at gøre noget som helst, men sådan er virkeligheden desværre ikke. Overdækningen ser ud til at fungere fint, og jeg har ladet mig fortælle, at monumenterne ser flot ud om aftenen, når der er belysning på. Så mon ikke det var den bedste løsning – når det nu skulle være?

Man kan læse mere om indvielsen på både Kulturarvsstyrelsen og Nationalmuseets hjemmesder: www.kuas.dk og www.natmus.dk

Lidt vest for Mossø ved Skanderborg ligger den yndige lille by Sdr. Vissing smukt placeret i morænelandskabet. Byen ligger strategisk godt placeret i forhold til vikingetidens transportveje. I Sdr. Vissing kirke står en runesten, som Tove, Mistivoijs datter, Harald den Gode Gormssøns kone, har rejst efter sin moder.

I næsten alle runestenstekster nævnes navnet på den afdøde, evt. suppleret med oplysninger om afdødes titler eller gerninger, men på Sdr. Vissing-stenen er det Tove, stenrejseren, der er i fokus. Vi regner med, at Tove var gift med Harald Blåtand, selv om dette ikke kan bekræftes af de skriftlige kilder. Sammenligner vi teksten på Sdr. Vissing-stenen med teksten på Haralds store runesten i Jelling, er det samme forhold, der gør sig gældende; Harald rejser stenen efter sine forældre, men det er hans egne gerninger, som bliver fremhævet i teksten.

Runestenen blev fundet i kirkegårdsdiget i 1836 som støtte for sidebjælken til lågen ved hovedindgangen. I dag står den i halvmørke under orglet inde i kirken. Nedenstående foto viser runestenens placering, som ikke ligefrem gør arbejdet lettere for fotografen. Lyset skal helst komme så skråt ind på stenens overflade som muligt uden dog at blive for skarpt, så dele af stenen bliver overbelyst.

Ved at lægge det rigtige lys, fik vi også fremhævet, at Harald Blåtands kones runesten er en genanvendt sten fra bronzealderen. Under runeteksten kan man nemlig se en del skålformede fordybninger, som har været frugtbarhedstegn i bronzealderen.