En runepind fra Odense

Foto: Jens Gregers Aagaard, Odense Bys Museer.

Foto: Jens Gregers Aagaard, Odense Bys Museer.

Fra maj 2013 og frem til september 2014 har Odense Bys Museer foretaget udgravninger omkring Thomas B. Triges Gade i centrum af Odense, og udgravningen har kastet mange fine fund af sig. Et hængekors af guld fra 1300-tallet hører til blandt de fine fund, og mange vil sikkert huske en gruppe tønder, som har været anvendt som latriner. Der har rent ud sagt været skide gode bevaringsforhold i Odense!

http://museum.odense.dk/viden/arkaeologi/aktuel-arkaeologi/thomas-b-thriges-gade

De gode bevaringsforhold har nu resulteret i endnu et fint lille fund. Under efterbearbejdningen af de store mængder af fund fra udgravningen fandt arkæologerne en lille træpind, som er brækket i tre stykker. I alt måler den ca. 9 cm i længden, 1,2 cm i bredden, og den er nogle få mm tyk. Den er fundet i en handelsbod i et lag, der kan dateres til begyndelsen af 1200-tallet. Pinden er interessant, fordi der er runer på den, og fordi den er en af de ganske få runepinde, man har fundet i en arkæologisk byudgravning i Danmark. Træpinde med runer på må ellers have været meget almindelige i middelalderen. Under udgravningerne af Bryggen i Bergen i slutningen af 1950’erne fandt man mere end 600 sådanne indskrifter, som vidnede om en meget udbredt runeskriftkultur i middelalderens verden, nok især i handelsmiljøerne. Men langt de fleste runepinde er for længst smuldret væk, og man skal være mere en almindeligt heldig for at finde dem i dag.

Jeg havde mulighed for at foretage en foreløbig undersøgelse af runepinden på Odense Bys Museer fredag formiddag lige før påske. Som runolog er det vigtigt at se indskrifterne før konservering, men man skal være opmærksom på, at der kan komme detaljer frem efter konserveringen, som kan være vigtige for læsningen og dermed selvfølgelig også for tolkningen. Indskriftens sproglige indhold diskuterer jeg til stadighed med Peter Zeeberg, seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og forhåbentlig kan vi ved fælles hjælp nå frem til en løsning. Den følgende redegørelse er det foreløbige resultat af vore anstrengelser.

Det er ikke helt let at afkode teksten på sådan en runepind. Selve pinden har før konservering ca. samme konsistens som koldt smør, og en djævelsk, lille rod har boret sig ind i træet på langs ad indskriften på den ene side, hvilket forstyrrer lidt. Træpinden er brækket i tre stykker, og kun de to første stykker træ passer ifølge konservator Jens Gregers Aagaard umiddelbart sammen. Mellem stykke 2 og 3 mangler der lidt, og kun den allernederste flig (eller øverste alt efter hvordan man vender pinden) kan sættes sammen. Der er runer på begge sider af pinden, og det ser ud til, at den fulde tekst er bevaret – når vi altså ser bort fra lakunen mellem stykke 2 og 3. I den ene ende af pinden ser der ud til at være et lille ødelagt hul, som pinden kan have hængt i, og i den anden er der god afstand til kanten fra den sidste rune på begge sider.

Det meste af teksten er skrevet på latin, og nu er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Selv om en tekst er skrevet med runer, kan det sprog, man anvender, altså godt være latin. Nøjagtig ligesom at man kan skrive dansk, engelsk, tysk osv. med vore moderne bogstaver. Vi har altså at gøre med en runetekst, som er skrevet (delvist) på latin.

På den ene side af pinden er der på det første brækkede stykke fem runer, som muligvis kan læses tamen – det latinske ord ’alligevel’ eller ’dog’. På det næste stykke står der est, og derefter runerne salu-. Herefter mangler der noget af pinden, så vi får ikke afslutningen af salu-. Vi ved faktisk ikke hvor langt ordet er, og om det bliver efterfulgt af et fjerde ord inden skilletegnet og runerne sukr, som afslutter indskriften på denne side af pinden. Det er vanskeligt at få en sammenhængende mening ud af dette. tamen est er latin for ’alligevel er’ eller ’dog er’, men det virker mærkeligt, at det står i begyndelsen af en tekst. Tolkningerne for det efterfølgende salu- byder på en bred vifte af muligheder. I latinordbogen er der mere end 30 gloser, der begynder med salv- eller salu-. Ordet kan f.eks. tolkes som salus ’godt helbred’, men sikre kan vi ikke være, når de efterfølgende runer mangler eller ikke kan læses. De sidste fire runer sukr ser ikke umiddelbart ud til at være et latinsk ord, med mindre der er tale om en forkortelse. Det er fristende at tolke det som et gammeldansk ord, f.eks. adjektivet sýkr ’syg’, evt. brugt som substantiv ’den syge’, selv om der også er flere formelle muligheder. På den måde kunne det stå i modsætning til salus ’godt helbred’. Det er lidt usædvanligt at blande sprogene, men det er dog set før, blandt andet i grønlandske kristne runeindskrifter fra middelalderen.

På den anden side af pinden kan man udlede teksten famulum suum, derefter kommer bruddet mellem stykke 2 og 3, og til sidst runerne t=umi eller t=ume som må være mandsnavnet Tomme. Det er sikkert runeristeren selv, der kommer til orde her, og han har øjensynlig været mere fortrolig med at skrive sit eget navn, idet to af runerne t og u er skrevet som binderuner – det vil sige, at de har fælles hovedstav. Tomme er en kortform af navnet Tormod eller Tormund, og det går igen i stednavne som Tommerup. famulum suum er akkusativ ental af famulus suus, som betyder ’hans tjener’ eller snarere ’sin tjener’, men hvis tjener det er, ved vi ikke. I middelalderlig sammenhæng blev det ofte brugt for ’guds tjener’, og vi kender vendingen fra blyamuletterne fra Blæsinge og Romdrup, hvor elverfolk, sygdomme og onde ånder manes til ikke at skade ’denne Guds tjener’, og fra blyamuletten fra Kävlinge i Skåne, hvor Gud anråbes til at velsigne og beskytte hans tjenere og tjenerinder.

Indtil videre ved vi ikke, hvad meningen har været med teksten på runepinden fra Odense. Mest sandsynligt er det nok, at den har været brugt som en amulet for at beskytte ejeren, Tomme, mod sygdom, onde ånder og død, eller for at sikre ham godt helbred. Det er også muligt, at den med sine mere eller mindre løsrevne tekstdele repræsenterer en del af et større hele, dvs. flere pinde som ikke er bevaret, eller at risteren, Tomme, har øvet sig i latinske fraser.

Under alle omstændigheder er den lille runepind fra Odense et vigtigt fund. Selv om den i dag fremstår som et enestående fund, har den oprindelig haft tusindvis af søskende. Den vidner om middelalderens udbredte runeskriftkultur, som vi i dag kun kender stumper af, og den minder os om, hvor meget der siden er gået tabt.

 

Mere info om udgravningerne og det nye runefund kan findes på Odense Bys Museers hjemmeside http://odensebysmuseer.dk/

 

Runestenen ved Klejtrup Sø igen igen og en halvt synlig runesten under Mygind kirke

Klejtrup

Mandag aften nåede Runestensexpressen endnu en gang til Klejtrup – nu kender vi efterhånden vejen dertil ret godt. Vi fandt runestenen i bedste velgående, oprejst tæt på sit oprindelige fundsted ved Klejtrup Sø. Det holdt heldigvis tørt i en times tid, så vi havde mulighed for at fotografere stenen. Klejtrup-stenen er den eneste danske runesten, som er rejst af en bedstefar efter sin sønnesøn. Indskriften udgør sidste del af en hel sætning og lyder ‘Og efter Åmunde sin sønnesøn.’ Det fortæller os, at stenen oprindeligt har været en del af et monument, som har bestået af to eller flere runesten, som nu er gået tabt, eller som ligger et sted i eller ved Klejtrup Sø og venter på at blive fundet.

Mygind

Mygind-stenen ligger på en måde også og venter på at blive fundet. Eller det vil sige, man blev klar over dens eksistens allerede i år 2000, hvor en museumsmedarbejder fra Randers Kulturhistoriske Museum (nu Museum Østjylland) opdagede runerne. Stenen ligger som tærskelsten under den tilmurede norddør i Mygind Kirke og er et rigtig fint billede på, hvordan runesten blev genanvendt i kirkebygningerne i middelalderen. Der er rigtig mange runesten, som er blevet genanvendt på den måde; Bjerring, Øster Alling, Virring, Gørlev og mange andre. I nyere tid har man skåret to render tværs hen over runestenen for at afhjælpe fugtproblemer i kirkemuren, og derved har man ødelagt lidt af indskriften. Ærgerligt! Da vi fik sat det rigtige lys mandag aften, og jeg fik vendt skråen et par gange, syntes jeg at kunne læse lidt af indskriften i det, der må være stenens øverste højre hjørne, som på billedet er nederst til højre. Der står sandsynligvis sun (:) sin, altså ‘sin søn’, og med den viden vi ellers har om vikingetidens runesten, så tyder det på, at stenen er rejst efter en afdød søn. Hans navn har formentlig stået lige før det læsbare, men det kunne jeg ikke umiddelbart tyde. Hvad resten af indskriften handler om, det må vi vente med at finde ud af, til stenen engang er pillet ud fra sit nuværende opholdssted. Hold op, hvor jeg dog glæder mig til det!

Runeselfie Mygin

Roberto og jeg når ikke flere ture før jul, så vi takker af for i år med denne selfie i Mygind. Vi vender tilbage til runestenene i januar, hvor vi skal til Moesgård Museum, som har en fin samling af runesten og til Sjellebro, som dog ikke er en runesten, men en maskesten. Vi tager den med alligevel. Vi drager også endnu en gang til Maribo, hvor de har flyttet runestenene indendøre.

Vi skal alle sammen passe på runestenene

Runesten og andre monumenter, som sover ude om natten, er særligt udsatte for vejr, vind og udefrakommende skader – tilsigtede eller utilsigtede. For nogle år siden blev der øvet hærværk mod Jelling-stenene, og i sidste uge hørte vi om gravhøje fra bondestenalderen, som var blevet plyndret.

Helt så slemt er det dog ikke for runestenen Åker 3, som står helt ud til vejen i krydset ved Bjælkestensvej og Nybyvej. Den har været kendt siden 1700-tallet, hvor stenens top gik tabt, men heldigvis blev indskriften aftegnet inden. Det er nu kun stenens base og det nederste af den temmelig forvitrede indskrift, som er bevaret, og som er opstillet i vejkrydset. Men det lader til, at der bliver mindre og mindre tilbage af runestenen i Åker. Da vi kiggede til stenen i går, opdagede vi, at der var slået en stor flig af højre side af stenens top. Det er heldigvis ikke gået ud over resterne af indskriften, men uheldet viser med al tydelighed den fare, der er forbundet med at sove ude om natten tæt på alfarvej. Hertil kommer, at Åker 3 ikke ligefrem er nogen skønhedsåbenbaring, og det er svært overhovedet at genkende den som en runesten, med mindre man ankommer ved aftenstide udstyret med kunstigt lys. Man kan let komme til at puffe lidt til stenen eller skade den, simpelthen fordi man ikke kan se, at det er en runesten.

Anderledes er det med Brogård-stenen eller Klemensker 3, som står på et lille fredet areal, der hvor Simblegårdsvej og Svalhøjvej mødes lidt sydøst for Hasle. Denne runesten er en af de mest majestætiske på hele Bornholm, og der er ryddet pænt omkring stenen og sat et lille skilt op ved siden af, så man kan læse lidt om den. Det gør det lidt lettere for folk at genkende stenen som et kulturminde, og mon ikke langt de fleste gerne vil være med til at passe på kulturarven?

 

En bennål fra Højbro Plads i København med runer

København-bennål

Nogle gange sker det, at man bliver klogere på gamle fund, når der dukker nye fund op. Før sommerferien skrev jeg om den lille torshammer med runer, som blev fundet ved Købelev på Lolland med indskriften hmar x is ’hammer er’. I sådan en indskrift ville man forvente at finde et pronomen, altså et stedord, som ’den’, ’det’, ’han’ eller ’hun’. Nogle gange er pronominet (stedordet) udeladt – måske fordi det ikke har betydning for forståelsen af teksten. Andre gange står der bare ’teglsten’ på en teglsten, ’nål’ på en nål og ’ben’ på et stykke ben.

Jeg kunne alligevel ikke lade være med at kigge efter paralleller til Købelev-hammeren blandt de runeindskrifter fra vikingetid eller tidlig middelalder, som vi allerede kender til, og så faldt mit øje på et fragment af en bennål, som blev fundet under udgravningen af Højbro Plads i København i 1995. Den blev fundet i et udsmidslag, hvor der også blev fundet keramik, som stammer fra anden halvdel af 1000-tallet. Bennålen er brækket, så hele spidsen mangler.

Genstanden blev sendt til undersøgelse hos Marie Stoklund, som skrev om fundet i tidsskriftet Nytt om runer. Hun mente at kunne isolere fem runer sbyta ’pind, spid’, hvor nålens øverste hul tjener som stingning i u-runen, hvilket transformerer /u/ til /y/. Snedigt. Efter disse så Stoklund ”nogle mere tilfældige, uregelmæssige ridser, der krydses og til dels skærer ind over den sidste rune.”

De sidste to ”ridser” er imidlertid mere lodrette end de foregående. På fotoet kan man tydeligt se en lodret lang ”ridse” efterfulgt af en kort, som ser ud til at have fået et ekstra ben til højre. Efter dette er der god afstand uden flere ridser eller runer hen til bruddet, og det antyder, at indskriften ikke har været længere.

Da jeg fik indskriften under stereoluppen var det tydeligt, at ridserne ikke er så tilfældige endda.  For mig at se er de skrå streger afsat mere forsætligt end tilfældigt, som om risteren har villet lave et skilletegn bestående af krydser. De to sidste ”ridser” kan læses som is ’er’. Det vil sige, at vi kan translitterere indskriften sbyta x is og oversætte med ’Spid er’, hvor pronominet ’dette’ er underforstået, altså ’[Dette] er (et) spid’, nøjagtig som i indskriften på torshammeren fra Købelev på Lolland.

Nytt om runer fra 1996 kan findes på Internettet ved at google ”Nytt om runer 1996”.

Læs om stungne runer her: http://natmus.dk/historisk-viden/runer/middelalderens-runer/

Bogformet amulet af bronze

D73-2014aBlyamuletter med runer og bogstaver er efterhånden en velkendt genstandsgruppe i Danmark, hvor vi nu tæller mere end 60 eksemplarer. Sådanne amuletter tilhører en fælleseuropæisk tradition, hvor amuletter med tekst blev brugt til at afværge eller helbrede for sygdomme og uddrivelse af dæmoner og andet utøj. Tekstamuletter blev fremstillet i forskellige materialer; papir, pergament og metal.

D73-2014cDet er ikke så ofte, at vi i den danske muld støder på andre former for tekstamuletter, men for nylig fik jeg en bogformet amulet af bronze i hænderne. Den er fundet i nærheden af Kirke Hyllinge og måler ca. 2×1,8 cm. Det er altså en ganske lille sag – nøjagtig som de kendte blyamuletter. Ydersiden er smukt dekoreret på begge sider af planteornamentik, og en lille hægte sørger for at holde bogen samlet. Indeni kan man skimte en meget tynd og fin bronzeplade, som er bukket sammen, og jeg vil tro, at denne bronzeplade indeholder en eller anden tekst afskrevet fra et helligt skriftsted. Lad os håbe, at konservatorerne kan få åbnet amuletten uden at den går i stykker, så vi kan få syn for sagn!

D73-2014d

En torshammer med runer fra Købelev på Lolland

IMAG0096

Den dag Anders Rasmussen fra Museum Lolland-Falster kom forbi med genstande til danefævurdering var en af de dage, hvor timerne flyver af sted, mens man er på arbejde. Blandt sagerne var nemlig en torshammer fra 900-tallet med runer, som Torben Christjansen havde fundet ved Købelev. Genstanden er støbt i bronze og har rester af forsølvning eller fortinning samt forgyldning. Blandt de ca. 1000 torshammere, som indtil videre er fundet i det nordlige Europa, er det lille nye fund den eneste med runer på, så derfor er den noget helt særligt.

Fundet er også interessant, fordi det, vi ellers har bevaret af vikingernes skriftkultur i Danmark, er domineret af de ca. 260 runesten, som er fundet i Danmark og det sydlige Sverige. Andre genstande med runer på fra vikingetiden er ret sjældne, og de giver et andet indtryk af skriftkulturen end de ofte ret formelbundne runestenstekster.

Den lille torshammer fra Købelev har fletværksornamentik på den ene side af hammerhovedet og en kort runeindskrift på den anden. Runerne svinger i højden fra 3 til 7 mm, så det har krævet præcision at få dem ristet på genstanden. Det tog noget tid at få vristet meningen ud af indskriften; dels er runerne små, dels er overfladen meget korroderet efter genstandens 1100 år lange ophold i jorden. Men efter at have haft genstanden under mikroskop og vendt skråen en ekstra gang faldt tiøren. Omsat til latinske bogstaver ser runeindskriften således ud:

hmar x is

Det kan man oversætte til moderne dansk ’Hammer er’, hvor det lille kryds angiver et skilletegn mellem de to ord. Skrevet på mere mundret moderne dansk står der altså ’Dette er en hammer’. Runeristeren har glemt eller udeladt det første a i ordet ’hammer’, og han har spejlvendt s-runen. Dette kunne tyde på, at han ikke er særlig øvet, men han har alligevel formået at få plads til en indskrift på meget lidt plads.

Indskrifttypen, i dette tilfælde dét, at man skriver på en genstand hvad det er, er kendt fra de ældste runeindskrifter i jernalderen og frem til middelalderen, det vil sige gennem hele runeskriftkulturens historie. Den slags lidt primitive indskrifttyper tilhører de første trin af en persons skrivefærdigheder, hvis man sammenligner med teorier om læse- og skrivekyndighed. Når vi finder så mange af den slags runeindskrifter i oldtiden, tyder det på et samfund, hvor skriftkyndigheden ikke har været voldsomt høj. Det har med andre ord ikke været hvermands”eje” at kunne læse og skrive, så alene det, at vedkommende har kunnet skrive, har formentlig forsynet ham eller hende med lidt ekstra status.

De små torshammere fra vikingetiden blev brugt som amuletter. Der har været tvivl om, hvorvidt genstandstypen forestiller hammere, fordi skaftet er for kort, og hovedet er symmetrisk. Men nu ser det ud til, at vi har bevis for, at genstandstypen virkelig er hammere, og så ligger det jo lige for at knytte hammeren til Thor, som vi kender det fra mange skriftlige kilder samt en enkelt runeindskrift fra Øland. Det er jo – undskyld udtrykket – hammerfedt!

IMAG0100

Kraftruner og en død generator ved Björketorp-monumentet

Himmelglansrunerækken under stjernehimlen ved Björketorp

Himmelglansrunerækken under stjernehimlen ved Björketorp

Lige der hvor Björketorp-, Leråkra- og Listerby-sognene mødes, står Björketorp-monumentet; tre høje sten, som tilsammen danner en trekant. Den ene spids af trekanten udgøres af den 4 meter høje Björketorp runesten, som er ristet en gang i 600-tallet. Vi har altså at gøre med en af de absolut ældste runesten, som findes på gammeldansk område.

Vi gør klar ved Björketorp

Vi gør klar ved Björketorp

Indskriften er en af de vanskeligste tekster at tolke. Vi kender næsten ingenting til 600-tallets sprog og sprogbrug, og Björketorp-stenen (og dens brødre i Stentoften, Istaby og Gummarp) er nogle af de eneste tekster vi overhovedet kender fra denne del af jernalderen. Teksten lyder på den ene side af stenen ’Jeg spår fordærv.’ og på den anden ’Himmelglansrunerækken skjulte jeg her, kraftruner. Med argskab uophørlig med trolddomsdød, (bliver) den der bryder det (mindesmærket).’ Med nutidens øjne er det svært helt at begribe teksten, men budskabet er i hvert fald ikke til at misforstå: Hvis du ikke overholder de regler, der er sat op for dette område, bliver det værst for dig selv! Man kan tænke sig, at de fire runesten, som hører til Lister-halvøen, blev rejst i en periode, hvor magten i et større område blev centraliseret på få hænder, hos Hådulv og hans slægt.

R.I.P. good old Flash

R.I.P. good old Flash

Der hviler en særlig ånd over Björketorp. Måske er det Hådulv, der stadig går og passer på stedet, og måske er det runestenens forbandelsesindskrift, der gjorde, at den go’e gamle flashgenerator, som nu har fulgt Roberto på landevejene i de sidste 20 år gik op i røg. ’Puff!’ sagde det, og så stod der røg og gnister ud fra den, som man ellers kun ser det på film. Som gode spejdere er vi altid beredt, så vi havde en ekstra i bilen – heldigvis.

PS. I aftes, d. 1. april, kom jeg til at skrive på facebook, at vi havde fundet en ekstra runesten ved Björketorp. Til jer der hoppede på den: APRILSNAR!!! Ha ha ha ha :-D

Østermarie kirkegård – Bornholms bedste runestensbeliggenhed

Capture One Session2077Der er nogen, der siger, at det spøger på Østermarie kirkegård, og stedet indbyder da også til det med den gamle pittoreske kirkeruin. Men hvis det virkelig spøger, så må det være nogle gode og rare spøgelser, som går og passer på stedet, for vi følte os i hvert fald velkomne i aftes ved skumringstide. Mellem den nye kirke og ruinen står fire runesten, hvoraf de tre har været genbrugt som bygningssten i den gamle kirke; den fjerde blev fundet liggende i jorden på kirkegården. Noget godt kom der da ud af at rive den smukke bygning ned.

Runestenen blev brugt som tærskelsen i den gamle Østermarie kirke. Man kan se hvordan tusindvis af fødder har slidt på den nederst på stenen.

Runestenen blev brugt som tærskelsen i den gamle Østermarie kirke. Man kan se hvordan tusindvis af fødder har slidt på den nederst på stenen.

Situationen i Østermarie beskriver meget godt det generelle billede af runestens nuværende placering, om end sceneriet her er mere malerisk end mange, mange andre steder. Runesten står kun sjældent på deres oprindelige plads. Vi har allerede set, hvordan de højeste af de bornholmske runesten gerne blev brugt som broer over mindre vandløb, og rigtig mange er genanvendt som bygningselementer i de middelalderlige kirker. Gad vide, hvor mange der endnu sidder indmuret hist og her, og som vi nok aldrig får kendskab til – jeg tør slet ikke gætte.

I Klemensker er der tre runesten på kirkegården. I kirkegårdsmuren fragmenter af tre andre.

I Klemensker er der tre runesten på kirkegården. I kirkegårdsmuren fragmenter af tre andre.

I ugens løb har vi besøgt og fotograferet 23 bornholmske runesten. Vi mangler 16 for at gøre arbejdet færdigt, og vi glæder os utrolig meget til at vende tilbage til klippeøen i oktober måned, når det atter er blevet vejr til at fotografere runesten.

Årets runeselfie!

Årets runeselfie!

Kærlige hilsener

Roberto og Runeheksen

Opskrift på runestensfoto (2 pers.)

Udstyr1 fotograf

1 runolog

1 kamera, gerne Hasselblads det bedste

1 kamerastativ

1 computer

1 flashgenerator

1-2 lamper

1-2 lampestativer

1 pandelampe (hvis dette ikke haves, kan lommelygte gå an)

evt. 2 barn doors til lamperne

evt. 2-3 stykker sort molton til mørklægning

evt. 1 benzingenerator (hvis strøm ikke kan nås med kabeltromle eller forlængerledning)

Ingredienserne læsses på forsvarlig vis ind i en bil, og der køres ved gennemsnitlig hastighed til runesten efter eget valg. Her sætter man sig roligt og venter på mørkets frembud, med mindre man har afstemt det nøje med tiden. Eftersom ventetid som bekendt kan føles lang, er oktober-november eller marts-april absolut at foretrække; her falder mørket hurtigere på. Ventetiden kan fordrives med at hente udstyr fra bil til runesten og rigge til. Kamera og computer forbindes og tændes. Lamper stilles op og forbindes til flashgeneratoren. Der tages højde for vindforhold, og lampen må endelig ikke komme for højt op uden opsyn, ellers vælter den. Fotoets vinkel planlægges. Runesten har som alle andre primadonnaer en bedste vinkel. Lysets vinkel planlægges. Det skal helst komme højt oppefra, og der skal tages højde for eventuelle skader, afsatser og fremspring i stenen. Lyset må heller ikke falde langs med hovedstave, bistave og ornamentlinjer, ellers forsvinder disse. Nu skal fotografen gøre sit bedste med lyset, det vil sige holde lampen i den bedste vinkel, og runologen skal kontrollere, at hele teksten, eller i det mindste så meget som muligt står klart. Dette øjeblik fastfryses i nogle få sekunder, allerhøjst et halvt minut, og den der har en hånd fri, trykker på knappen. Runolog og fotograf lægger sig på knæ foran computeren for at tjekke om alle detaljer er i orden. Skarpheden tjekkes også. I de allerheldigste tilfælde er der nu et godt runestensfoto i kassen. I langt de fleste tilfælde er det om igen. Og om igen. Og endnu en gang. Og liiige en sidste gang. Ingen går hjem, før alle er tilfredse. Der justeres på lysstyrken. Fotoet må hverken være for lyst eller for mørkt. Det må heller ikke være for fladt. Der må heller ikke være mørke huller og lyse partier. Der zoomes ind og ud på fotos, og flere versioner sammenlignes. Det bedste foto vælges ud, og udstyret pakkes ned igen og ind i bilen. Der fortsættes nu til næste runesten.

Aflysning i tilfælde af regnvejr.

Det er ganske få centimeter lyset skal flyttes for at få det optimale foto. Her er forsøg med Åker 1. Læg mærke til at nogle runer forsvinder i mørke skygger.

Det er ganske få centimeter lyset skal flyttes for at få det optimale foto. Her er forsøg med Åker 1. Læg mærke til at nogle runer forsvinder i mørke skygger.

En ret fin lyslægning af stenen. Dog er der et parti øverst på spidsen, som ligger i skygge.

En ret fin lyslægning af stenen. Dog er der et parti øverst på spidsen, som ligger i skygge.

Den optimale lyslægning af stenen.

Den optimale lyslægning af stenen.

 

 

Blue hour ved Brohuse-stenen og en frisk brise på Svaneke kirkegård

Der lægges lys på Brohuse-stenen.

Der lægges lys på Brohuse-stenen.

I ca. en halv time hver dag omkring skumringstide har himlen en særlig blå farve, som tager sig godt ud på fotos; i fotosprog kalder man den time for ”blue hour” – den blå time. Den halve time bruger vi gerne ved runesten, som står i særligt smukke omgivelser, og det skal helst gå lidt stærkt med at få udstyret rigget til, tændt generatoren, kontrolleret, at runerne står tydeligt og forsøge ikke at genere forbipasserende bilister med en 1000 watts pære lige i synet. Især det sidste kan være lidt en udfordring. I går var vi ved Brohuse-stenen, som er rejst i en lille lund lidt syd for Brohuse-broen. Stenen har været genanvendt som bygningselement i broen og er gået lidt i stykker, men den næsten forrevne ruin af en sten tog sig ret godt ud i sidelyset i den blå time.

Den forrevne Brohuse-sten i sidelys.

Den forrevne Brohuse-sten i sidelys.

Indskriften er placeret på stenens ene smalle side, og stenen er rejst af Bove til minde om Thykil eller Thorkel.

Der lægges lys på den 3 meter høje sten på Svaneke kirkegård.

Der lægges lys på den 3 meter høje sten på Svaneke kirkegård.

På Svaneke kirkegård står der en runesten, som også er rejst af en Bove, denne gang ‘efter sin gode far Økil’. Vi ved ikke, om det er den samme Bove, der er på spil, men da begge sten hører til i den ældste gruppe af bornholmske runesten, og de begge i øvrigt er rejst på den østlige side af øen, foreligger muligheden da. Stenen på Svaneke kirkegård var kendt allerede af Ole Worm i 1643; da lå den over et vadested tæt ved Gyldensgård. Efter en tid at have ligget i en ny landevejsbro over Gyldenså, blev den endelig 1852 udtaget og opstillet på Svaneke kirkegård, hvor den nu tårner sig 3 meter op i luften. Flot og majestætisk må den have været, da den stod ved vadestedet, og man forstår godt, at den lange sten blev brugt som bro over åen senere hen i livet. Det er ikke altid let at arbejde med de meget høje runesten, især ikke når der kommer en let brise fra havet. Her kunne vi ofte godt bruge en ekstra hånd til at holde en lampe, mens runologen læser runerne og fotografen fotograferer stenen.

Husk nu det med at man kan læse mere osv. på http://runer.ku.dk