Bogformet amulet af bronze

D73-2014aBlyamuletter med runer og bogstaver er efterhånden en velkendt genstandsgruppe i Danmark, hvor vi nu tæller mere end 60 eksemplarer. Sådanne amuletter tilhører en fælleseuropæisk tradition, hvor amuletter med tekst blev brugt til at afværge eller helbrede for sygdomme og uddrivelse af dæmoner og andet utøj. Tekstamuletter blev fremstillet i forskellige materialer; papir, pergament og metal.

D73-2014cDet er ikke så ofte, at vi i den danske muld støder på andre former for tekstamuletter, men for nylig fik jeg en bogformet amulet af bronze i hænderne. Den er fundet i nærheden af Kirke Hyllinge og måler ca. 2×1,8 cm. Det er altså en ganske lille sag – nøjagtig som de kendte blyamuletter. Ydersiden er smukt dekoreret på begge sider af planteornamentik, og en lille hægte sørger for at holde bogen samlet. Indeni kan man skimte en meget tynd og fin bronzeplade, som er bukket sammen, og jeg vil tro, at denne bronzeplade indeholder en eller anden tekst afskrevet fra et helligt skriftsted. Lad os håbe, at konservatorerne kan få åbnet amuletten uden at den går i stykker, så vi kan få syn for sagn!

D73-2014d

En torshammer med runer fra Købelev på Lolland

IMAG0096

Den dag Anders Rasmussen fra Museum Lolland-Falster kom forbi med genstande til danefævurdering var en af de dage, hvor timerne flyver af sted, mens man er på arbejde. Blandt sagerne var nemlig en torshammer fra 900-tallet med runer, som Torben Christjansen havde fundet ved Købelev. Genstanden er støbt i bronze og har rester af forsølvning eller fortinning samt forgyldning. Blandt de ca. 1000 torshammere, som indtil videre er fundet i det nordlige Europa, er det lille nye fund den eneste med runer på, så derfor er den noget helt særligt.

Fundet er også interessant, fordi det, vi ellers har bevaret af vikingernes skriftkultur i Danmark, er domineret af de ca. 260 runesten, som er fundet i Danmark og det sydlige Sverige. Andre genstande med runer på fra vikingetiden er ret sjældne, og de giver et andet indtryk af skriftkulturen end de ofte ret formelbundne runestenstekster.

Den lille torshammer fra Købelev har fletværksornamentik på den ene side af hammerhovedet og en kort runeindskrift på den anden. Runerne svinger i højden fra 3 til 7 mm, så det har krævet præcision at få dem ristet på genstanden. Det tog noget tid at få vristet meningen ud af indskriften; dels er runerne små, dels er overfladen meget korroderet efter genstandens 1100 år lange ophold i jorden. Men efter at have haft genstanden under mikroskop og vendt skråen en ekstra gang faldt tiøren. Omsat til latinske bogstaver ser runeindskriften således ud:

hmar x is

Det kan man oversætte til moderne dansk ’Hammer er’, hvor det lille kryds angiver et skilletegn mellem de to ord. Skrevet på mere mundret moderne dansk står der altså ’Dette er en hammer’. Runeristeren har glemt eller udeladt det første a i ordet ’hammer’, og han har spejlvendt s-runen. Dette kunne tyde på, at han ikke er særlig øvet, men han har alligevel formået at få plads til en indskrift på meget lidt plads.

Indskrifttypen, i dette tilfælde dét, at man skriver på en genstand hvad det er, er kendt fra de ældste runeindskrifter i jernalderen og frem til middelalderen, det vil sige gennem hele runeskriftkulturens historie. Den slags lidt primitive indskrifttyper tilhører de første trin af en persons skrivefærdigheder, hvis man sammenligner med teorier om læse- og skrivekyndighed. Når vi finder så mange af den slags runeindskrifter i oldtiden, tyder det på et samfund, hvor skriftkyndigheden ikke har været voldsomt høj. Det har med andre ord ikke været hvermands”eje” at kunne læse og skrive, så alene det, at vedkommende har kunnet skrive, har formentlig forsynet ham eller hende med lidt ekstra status.

De små torshammere fra vikingetiden blev brugt som amuletter. Der har været tvivl om, hvorvidt genstandstypen forestiller hammere, fordi skaftet er for kort, og hovedet er symmetrisk. Men nu ser det ud til, at vi har bevis for, at genstandstypen virkelig er hammere, og så ligger det jo lige for at knytte hammeren til Thor, som vi kender det fra mange skriftlige kilder samt en enkelt runeindskrift fra Øland. Det er jo – undskyld udtrykket – hammerfedt!

IMAG0100

Kraftruner og en død generator ved Björketorp-monumentet

Himmelglansrunerækken under stjernehimlen ved Björketorp

Himmelglansrunerækken under stjernehimlen ved Björketorp

Lige der hvor Björketorp-, Leråkra- og Listerby-sognene mødes, står Björketorp-monumentet; tre høje sten, som tilsammen danner en trekant. Den ene spids af trekanten udgøres af den 4 meter høje Björketorp runesten, som er ristet en gang i 600-tallet. Vi har altså at gøre med en af de absolut ældste runesten, som findes på gammeldansk område.

Vi gør klar ved Björketorp

Vi gør klar ved Björketorp

Indskriften er en af de vanskeligste tekster at tolke. Vi kender næsten ingenting til 600-tallets sprog og sprogbrug, og Björketorp-stenen (og dens brødre i Stentoften, Istaby og Gummarp) er nogle af de eneste tekster vi overhovedet kender fra denne del af jernalderen. Teksten lyder på den ene side af stenen ’Jeg spår fordærv.’ og på den anden ’Himmelglansrunerækken skjulte jeg her, kraftruner. Med argskab uophørlig med trolddomsdød, (bliver) den der bryder det (mindesmærket).’ Med nutidens øjne er det svært helt at begribe teksten, men budskabet er i hvert fald ikke til at misforstå: Hvis du ikke overholder de regler, der er sat op for dette område, bliver det værst for dig selv! Man kan tænke sig, at de fire runesten, som hører til Lister-halvøen, blev rejst i en periode, hvor magten i et større område blev centraliseret på få hænder, hos Hådulv og hans slægt.

R.I.P. good old Flash

R.I.P. good old Flash

Der hviler en særlig ånd over Björketorp. Måske er det Hådulv, der stadig går og passer på stedet, og måske er det runestenens forbandelsesindskrift, der gjorde, at den go’e gamle flashgenerator, som nu har fulgt Roberto på landevejene i de sidste 20 år gik op i røg. ’Puff!’ sagde det, og så stod der røg og gnister ud fra den, som man ellers kun ser det på film. Som gode spejdere er vi altid beredt, så vi havde en ekstra i bilen – heldigvis.

PS. I aftes, d. 1. april, kom jeg til at skrive på facebook, at vi havde fundet en ekstra runesten ved Björketorp. Til jer der hoppede på den: APRILSNAR!!! Ha ha ha ha :-D

Østermarie kirkegård – Bornholms bedste runestensbeliggenhed

Capture One Session2077Der er nogen, der siger, at det spøger på Østermarie kirkegård, og stedet indbyder da også til det med den gamle pittoreske kirkeruin. Men hvis det virkelig spøger, så må det være nogle gode og rare spøgelser, som går og passer på stedet, for vi følte os i hvert fald velkomne i aftes ved skumringstide. Mellem den nye kirke og ruinen står fire runesten, hvoraf de tre har været genbrugt som bygningssten i den gamle kirke; den fjerde blev fundet liggende i jorden på kirkegården. Noget godt kom der da ud af at rive den smukke bygning ned.

Runestenen blev brugt som tærskelsen i den gamle Østermarie kirke. Man kan se hvordan tusindvis af fødder har slidt på den nederst på stenen.

Runestenen blev brugt som tærskelsen i den gamle Østermarie kirke. Man kan se hvordan tusindvis af fødder har slidt på den nederst på stenen.

Situationen i Østermarie beskriver meget godt det generelle billede af runestens nuværende placering, om end sceneriet her er mere malerisk end mange, mange andre steder. Runesten står kun sjældent på deres oprindelige plads. Vi har allerede set, hvordan de højeste af de bornholmske runesten gerne blev brugt som broer over mindre vandløb, og rigtig mange er genanvendt som bygningselementer i de middelalderlige kirker. Gad vide, hvor mange der endnu sidder indmuret hist og her, og som vi nok aldrig får kendskab til – jeg tør slet ikke gætte.

I Klemensker er der tre runesten på kirkegården. I kirkegårdsmuren fragmenter af tre andre.

I Klemensker er der tre runesten på kirkegården. I kirkegårdsmuren fragmenter af tre andre.

I ugens løb har vi besøgt og fotograferet 23 bornholmske runesten. Vi mangler 16 for at gøre arbejdet færdigt, og vi glæder os utrolig meget til at vende tilbage til klippeøen i oktober måned, når det atter er blevet vejr til at fotografere runesten.

Årets runeselfie!

Årets runeselfie!

Kærlige hilsener

Roberto og Runeheksen

Opskrift på runestensfoto (2 pers.)

Udstyr1 fotograf

1 runolog

1 kamera, gerne Hasselblads det bedste

1 kamerastativ

1 computer

1 flashgenerator

1-2 lamper

1-2 lampestativer

1 pandelampe (hvis dette ikke haves, kan lommelygte gå an)

evt. 2 barn doors til lamperne

evt. 2-3 stykker sort molton til mørklægning

evt. 1 benzingenerator (hvis strøm ikke kan nås med kabeltromle eller forlængerledning)

Ingredienserne læsses på forsvarlig vis ind i en bil, og der køres ved gennemsnitlig hastighed til runesten efter eget valg. Her sætter man sig roligt og venter på mørkets frembud, med mindre man har afstemt det nøje med tiden. Eftersom ventetid som bekendt kan føles lang, er oktober-november eller marts-april absolut at foretrække; her falder mørket hurtigere på. Ventetiden kan fordrives med at hente udstyr fra bil til runesten og rigge til. Kamera og computer forbindes og tændes. Lamper stilles op og forbindes til flashgeneratoren. Der tages højde for vindforhold, og lampen må endelig ikke komme for højt op uden opsyn, ellers vælter den. Fotoets vinkel planlægges. Runesten har som alle andre primadonnaer en bedste vinkel. Lysets vinkel planlægges. Det skal helst komme højt oppefra, og der skal tages højde for eventuelle skader, afsatser og fremspring i stenen. Lyset må heller ikke falde langs med hovedstave, bistave og ornamentlinjer, ellers forsvinder disse. Nu skal fotografen gøre sit bedste med lyset, det vil sige holde lampen i den bedste vinkel, og runologen skal kontrollere, at hele teksten, eller i det mindste så meget som muligt står klart. Dette øjeblik fastfryses i nogle få sekunder, allerhøjst et halvt minut, og den der har en hånd fri, trykker på knappen. Runolog og fotograf lægger sig på knæ foran computeren for at tjekke om alle detaljer er i orden. Skarpheden tjekkes også. I de allerheldigste tilfælde er der nu et godt runestensfoto i kassen. I langt de fleste tilfælde er det om igen. Og om igen. Og endnu en gang. Og liiige en sidste gang. Ingen går hjem, før alle er tilfredse. Der justeres på lysstyrken. Fotoet må hverken være for lyst eller for mørkt. Det må heller ikke være for fladt. Der må heller ikke være mørke huller og lyse partier. Der zoomes ind og ud på fotos, og flere versioner sammenlignes. Det bedste foto vælges ud, og udstyret pakkes ned igen og ind i bilen. Der fortsættes nu til næste runesten.

Aflysning i tilfælde af regnvejr.

Det er ganske få centimeter lyset skal flyttes for at få det optimale foto. Her er forsøg med Åker 1. Læg mærke til at nogle runer forsvinder i mørke skygger.

Det er ganske få centimeter lyset skal flyttes for at få det optimale foto. Her er forsøg med Åker 1. Læg mærke til at nogle runer forsvinder i mørke skygger.

En ret fin lyslægning af stenen. Dog er der et parti øverst på spidsen, som ligger i skygge.

En ret fin lyslægning af stenen. Dog er der et parti øverst på spidsen, som ligger i skygge.

Den optimale lyslægning af stenen.

Den optimale lyslægning af stenen.

 

 

Blue hour ved Brohuse-stenen og en frisk brise på Svaneke kirkegård

Der lægges lys på Brohuse-stenen.

Der lægges lys på Brohuse-stenen.

I ca. en halv time hver dag omkring skumringstide har himlen en særlig blå farve, som tager sig godt ud på fotos; i fotosprog kalder man den time for ”blue hour” – den blå time. Den halve time bruger vi gerne ved runesten, som står i særligt smukke omgivelser, og det skal helst gå lidt stærkt med at få udstyret rigget til, tændt generatoren, kontrolleret, at runerne står tydeligt og forsøge ikke at genere forbipasserende bilister med en 1000 watts pære lige i synet. Især det sidste kan være lidt en udfordring. I går var vi ved Brohuse-stenen, som er rejst i en lille lund lidt syd for Brohuse-broen. Stenen har været genanvendt som bygningselement i broen og er gået lidt i stykker, men den næsten forrevne ruin af en sten tog sig ret godt ud i sidelyset i den blå time.

Den forrevne Brohuse-sten i sidelys.

Den forrevne Brohuse-sten i sidelys.

Indskriften er placeret på stenens ene smalle side, og stenen er rejst af Bove til minde om Thykil eller Thorkel.

Der lægges lys på den 3 meter høje sten på Svaneke kirkegård.

Der lægges lys på den 3 meter høje sten på Svaneke kirkegård.

På Svaneke kirkegård står der en runesten, som også er rejst af en Bove, denne gang ‘efter sin gode far Økil’. Vi ved ikke, om det er den samme Bove, der er på spil, men da begge sten hører til i den ældste gruppe af bornholmske runesten, og de begge i øvrigt er rejst på den østlige side af øen, foreligger muligheden da. Stenen på Svaneke kirkegård var kendt allerede af Ole Worm i 1643; da lå den over et vadested tæt ved Gyldensgård. Efter en tid at have ligget i en ny landevejsbro over Gyldenså, blev den endelig 1852 udtaget og opstillet på Svaneke kirkegård, hvor den nu tårner sig 3 meter op i luften. Flot og majestætisk må den have været, da den stod ved vadestedet, og man forstår godt, at den lange sten blev brugt som bro over åen senere hen i livet. Det er ikke altid let at arbejde med de meget høje runesten, især ikke når der kommer en let brise fra havet. Her kunne vi ofte godt bruge en ekstra hånd til at holde en lampe, mens runologen læser runerne og fotografen fotograferer stenen.

Husk nu det med at man kan læse mere osv. på http://runer.ku.dk

 

På Bornholm er der 40 runesten

Opstilling til arbejdet med Nylarsker 2, som er meget slidt. Den lå uden for indgangen til våbenhuset indtil 1855. Tusindvis af fødder må have vadet hen over stenen. Det taget i betragningen har den jo sådan set holdt meget godt.

Opstilling til arbejdet med Nylarsker 2, som er meget slidt. Den lå uden for indgangen til våbenhuset indtil 1855. Tusindvis af fødder må have vadet hen over stenen. Det taget i betragningen har den jo sådan set holdt meget godt.

På Bornholm er der 40 runesten, som kommer i kameraets søgelys i år. Den bornholmske runestensskik er senere end den øvrige danske og varede kun et par generationer i midten af 1000-tallet; den øvrige danske begyndte allerede i 700-tallet og varede i flere hundrede år. De bornholmske runesten minder på grund af deres alder meget om de svenske i deres udformning. Skriftbåndene snor sig ofte kunstfærdigt som slanger rundt på stenene, og de er ofte afsluttet af dyrehoveder – dragehoveder eller slangehoveder – som man også ser de på de svenske sten.

Der er næsten ikke nogen af klippeøens runesten, som står rejst på deres oprindelige plads. De er i fordums tid hentet hen til kirkerne, hvor de enten er blevet rejst på kirkegården eller (meget ofte) genanvendt som byggeelementer i kirkerne. Og det er netop ved kirkerne, vores arbejde foregår i denne uge. Vi startede morgenen i Bodilsker, hvor der står to sten i våbenhuset og fortsatte til Nylarsker og Rø. I aften vender vi tilbage til Bodilsker for at fotografere stenen, som sidder indmuret i kirkemuren, og vi skal også en lille tur til Brohuse for at fotografere den runesten, som man fandt i to stykker under broen i 1866. Vi afslutter dagen på Svaneke kirkegård, hvor Østermarie 4 eller Gyldenså-stenen nu står rejst.

Husk at man altid kan finde flere oplysninger om stenene på http://runer.ku.dk

To dejlige runesten i Maribo

Vi forsøger at læse lidt på Sædinge-stenen. Foto: Leif Plith Lauritsen

Vi forsøger at læse lidt på Sædinge-stenen. Foto: Leif Plith Lauritsen

I Maribo står to dejlige runesten, Sædinge og Skovlænge, og trykker sig lidt op ad museets mur. Iflg. museets mand på stedet, Leif Plith Lauritsen, er der planer om at flytte stenene indendørs under bedre bevarings- og formidlingsmæssige forhold, og sådan et tiltag kan jeg kun bifalde. Selv om de to runesten får vinterfrakker på hver vinter, er der flere forhold, som taler for at flytte dem indendørs. Sædinge-stenen er ristet på alle fire sider, og når den som nu står op ad en mur, er det meget vanskeligt at komme til at se runerne på bagsiden af stenen. Stenen blev fundet ved et gammel vadested i 1854 og blev kløvet i ni dele, før man opdagede runerne. Teksten er selvfølgelig meget fragmentarisk, og stenens knudrede overflade fremmer ikke ligefrem en sikker læsning af teksten. Det volder os altid store vanskeligheder at lyslægge den slags runesten, så vi kan få et ordentligt billede. Det lykkedes os selvfølgelig kun at få gode fotos af tre af de i alt fire runebeskrevne sider af stenen, så vi glæder os til at komme tilbage til Maribo, når stenen er rykket lidt ud fra sin plads ved muren.

Skovlænge-stenen. Spiralornamentet midt i ordet 'thegn' ses lige over min hånd. Foto: Leif Plith Lauritsen.

Skovlænge-stenen. Spiralornamentet midt i ordet ‘thegn’ ses lige over min hånd. Foto: Leif Plith Lauritsen.

Skovlænge-stenen er en helt anden sag og meget lettere at fotografere. Den er kun ristet på den ene flade side, og selv om granitten er forstyrret af en anden stenart, som løber ned over stenen i højre side, betyder det ikke noget for læsningen. Runeristeren har nemlig behændigt styret næsten helt fri af denne forstyrrelse, som har været vanskelig at hugge i. Teksten skal læses nedefra og op i parallelle rækker, og afsluttes i flere tilfælde af spiraler allerøverst. Tekstbåndene er desuden adskilt af dobbelte rammestreger ligesom på Tågerup-stenen, som også er fra Lolland, og som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Det ser ud som om risteren har lavet dette layout før han har hugget runerne. I den sidste linje yderst til højre kommer der nemlig en spiral midt i ordet þiakn ’thegn’, og her må simpelthen være tale om en fejl, idet det ikke kan være tilsigtet at dele ordet med et ornament på denne måde. Sjovt nok er der også en risterfejl i Tågerup-stenens indskrift, hvor runeristeren har glemt et ord, som han har indskudt i teksten senere, men vi kan ikke vide, om det er den samme uheldige runerister, der har været på spil.

Man kan læse mere om stenene og deres indskrifter på http://runer.ku.dk ved at søge på ’Skovlænge’ og ’Sædinge’.

Fire runesten i Hedeby og en lille en i Slesvig

Næsten klar til foto af den store Sigtryg-sten.

Næsten klar til foto af den store Sigtryg-sten.

I Wikingermuseum Haithabu står der fire runesten, som alle er fundet i egnen omkring Hedeby og Slesvig. To af dem er rejst af Asfrid efter hendes og Gnupas søn, kong Sigtryg. Disse personer var medlemmer af en kongeslægt, som regerede formentlig i dele af Danmark i begyndelsen af 900-tallet. Slægten mistede iflg. de skriftlige kilder sin magt til Jelling-dynastiet, hvor Gorm den Gamle var den mest fremtrædende. De to Sigtryg-sten har næsten enslydende indskrifter, men deres form og størrelse er meget forskellige. Den store Sigtryg-sten er oversået med skålgruber langs hele den ene side og er mere end to meter høj. Den har været en majestætisk sten at skue, da den stod i Vadestedet mellem Selk Nor og Haddeby Nor, hvor den blev fundet. Den lille Sigtryg-sten blev fundet i en bastion på Gottorp slot og er kun godt en meter høj. Vi ved ikke, hvor den oprindeligt har stået.

Roberto lidt til vejrs for at få runerne i skriftbåndet oven på den lille Sigtryg-sten med.

Roberto lidt til vejrs for at få runerne i skriftbåndet oven på den lille Sigtryg-sten med.

De to andre Hedeby-sten knytter sig til persongalleriet omkring Svend Tveskæg og er altså et par generationer eller tre yngre end Sigtryg-stenene. De er særlige ved, at de nævner stednavnet Hedeby, som var en af de største handelspladser – og dermed knudepunkter – i vikingetiden. Kontrollen med Hedeby var vigtigt for at fastholde magten, og indskrifterne nævner da også en eller flere situationer, hvor der har været kamp om Hedeby; den store sten er rejst efter Erik, som døde under en belejring af Hedeby.

Den imponerende høje og meget beskadigede sten, som er rejst efter Erik, der døde under en belejring af Hedeby.

Den imponerende høje sten, som er rejst efter Erik, der døde under en belejring af Hedeby.

I et lille undseeligt hjørne i middelalderudstillingen på Gottorp slot står en meget lille runesten på 68 cm i højden, Slesvig-stenen, som blev fundet indmuret i Slesvig domkirke. Stenens tekst er meget fragmenteret, men omtaler en person, som døde i England. På bagsiden er stenen ornamenteret i Urnesstil, så vi bevæger os formentlig et sted i midten af 1000-tallet. Da man fandt stenen i 1897, kunne man konstatere røde farverester i runerne. Det ser man aldrig på de runesten, som har sovet ude om natten i de sidste 1000 år, og derfor skal vi ikke kun græmmes over, at runesten blev hugget til og brugt i senere kirkebygninger. Så er den slags nemlig bedre bevaret, og kirkerne kan man jo altid rive ned igen!

Man kan læse mere om Hedeby- og Slesvig-stenene ved at kigge i http://runer.ku.dk og søge på ”Haddeby-sten” eller ”Slesvig-sten”.

Runestensroadshowet skudt i gang – igen

faaborg

I dag har vi endelig skudt runestensprojektet i gang igen. I løbet af foråret skal vi besøge Bornholm samt de gammeldanske områder Slesvig og Skånelandene for at fotografere runestenene der. I dag har vi startet lidt blødt ud med at besøge en gammel ven i Faaborg; runestenen som blev opdaget i Faaborg Havns kystsikring i 2006. Runestenen, som formentlig hører til de ældste danske runesten (dem er der mange af på Fyn), bærer kun et enkelt ord, mandsnavnet ’Aslak’.  Disse korte indskrifter kender vi fra mange af de andre tidlige runesten, f.eks. Øster Løgum, som vi har besøgt ved Hærvejen, Flemløse-stenen, som i dag står i Jægerspris slotspark, og Starup-stenen som i dag står på Starup kirkegård.

I morgen ganske tidligt indtager vi Hedeby og fotograferer de fire Hedeby-sten, som er på museum her. Senere på dagen drager vi videre til Lolland og kigger på stenene foran museet i Maribo, og så går turen hjemad for at planlægge næste tur til Bornholm, som begynder 17. marts, hvis vejrguderne tillader det.